Det bedste ved Betty Nansen Teatrets sceneversion af Leo Tolstojs berømte roman »Anna Karenina« er den tyske dramatisering, som flot får komprimeret de mange sider til et forlæg, der fungerer.
Skuespillerne spiller situationerne og siger replikkerne, men kan også behændigt træde over i beskrivelser af sig selv eller de andre medvirkende. Den nedtoner datidens moralbegreber, det sociale fald, der ellers spiller en væsentlig rolle i historien om den smukke overklassekvinde Anna, der forlader sin kedelige stivstikker af en ministermand og sit mindreårige barn for at følge den upålidelige elsker, officeren Vronskij i den hvide uniform.
I stedet stiller den ind på centrale karakterer og et moderne drama i »tidløst moderne« klædebon om tosomhedens umulighed, de fleste støder ind i i vores egen tid, hvor de fleste har et valg. Blive eller gå? Fornuft eller følelse? Skal man nøjes eller »realisere sig selv«?
Uden midtpunkt
På Betty Nansen Teatret tager instruktøren Alexa Ther desværre med så tørre hænder på stoffet, at dramaet aldrig for alvor får lov at leve.
Tonen bliver meget egal forestillingen igennem, hvor en småtraurig fornemmelse breder sig i hjørnerne. Det føles som at overvære en brusende koncert, der spilles på et særdeles veltemporeret klaver. Iscenesættelsen i scenograf Nicolaj Spangaas smukke, afskrællede paladssal er veldisponeret, klar, redelig og kølig, men også berøvet den lidenskab, der kan formidle - endsige forklare - hvorfor den usikre lykkejæger Anna til sidst en vinteraften vælger døden under et lokomotiv, fordi hun er sygeligt overbevist om, at hendes elsker vil forlade hende før eller senere.
Stine Stengade er en smuk og statuarisk Anna, men bliver hun nogensinde rigtigt levende? Bliver hun overhovedet en kvinde af brændende kød og hedt blod? Stengade spiller sig dygtigt gennem rollens udviklingstrin, men kræver den ikke noget andet og mere? Får spillet nu også den indre, selvforbrændende glød, der forplanter sig til tilskueren som et drama på liv og død?
Forstår vi, hvorfor hun bare må følge sin lidenskab og gå til grunde? Ikke rigtigt. Stine Stengade nærmest går gennem rollen med en ejendommeligt fornuftsbetonet lidenskabsløshed. Det er muligt, Anna beskrives som »et glansbillede fra et modeblad«, men det kan vi som tilskuere ikke bruge til noget. Fraværet af et følelsesulmende midtpunkt gør forestillingen noget distanceret, men også lettere meningsløs. Carsten Bjørnlund forsvarer hjerteknuseren Vronskij - også han er offer for sine egne illusioner om sig selv - uden at man helt forstår Annas passion. Jens Jacob Tychsen giver den kedelige og jaloux ægtemand den rette autoritet, når han ikke låner det glemte barn sin stemme, mens Rasmus Hammerich, Laura Bro, Mads M. Nielsen og Karin Bang Heinemeier bakker udmærket op som kærlighedens narre i diverse forklædninger i det tolstojske rollegalleri rundt om Anna, hvis drama aldrig kommer i kog.
