Anmeldelse: Porgy and Bess blev til kedeligt kitsch

På Operaen er Gershwins mesterværk en gang bedaget musikteater uden indre nødvendighed.

Porgy and Bess: Derrick Lawrence og Elizabeth Llewellyn i Gershwins opera på Operaen. Foto: Miklos Szabo. Fold sammen
Læs mere

Øv. Nu havde man lige glædet sig sådan, og hvad får man så, hvis man går ind og ser »Porgy and Bess« i den nyopsætning, der lørdag aften havde premiere på Operaen? Man får noget forbløffende utidssvarende musikteater. En forestilling, det er svært at glæde sig over, hvor gerne man end ville. Hvor noget lykkes, men for lidt. Øv.

Melodierne fejler jo ellers ikke noget. »Porgy and Bess« er fuld af ørehængere: »Summertime«, »It Ain’t Necessarily So«, »Bess, You Is My Woman Now«, »I Loves You, Porgy« ... At den geniale amerikaner George Gershwin med den russisk-jødiske baggrund også kunne sin musikhistorie, vidner operaen også i den grad om. Her blander hits som de ovennævnte sig med raffineret kompositionsmusik, som ikke kunne være blevet til uden den europæiske modernisme. Her er der rigeligt med referencer til den jazz og den blues, som man også dengang i 1935, da »Porgy and Bess« blev uropført, forbandt med ikke mindst USAs sorte befolkning.

En hybrid

»Porgy and Bess« er med andre ord en hybrid af gennemkomponeret opera og Broadway-musical, og når det er en udfordring at få det hele til at gå op og give mening, har det noget at gøre med musikken og i høj grad noget at gøre med historien om den sorte bebyggelse Catfish Row i South Carolina, hvor den fattige og invalide Porgy elsker Bess og bliver elsket tilbage, men alligevel til sidst bliver forladt. »Porgy and Bess« risikerer musikalsk at blive mere musical end opera, mere underholdning end kunst. Operaen, som den hvide Du Bose Heyward skrev libretto til, og som George Gershwins storebror, Ira Gershwin, bidrog med sangtekster til, risikerer desuden noget andet: At ende som noget, der ligner privilegerede hvide mænds velmente forsøg på at skildre en underprivilegeret befolkningsgruppe, som de har ondt af, og som de ikke selv er en del af.

Sådan som John Doyle har iscenesat »Porgy and Bess« på Operaen er vi faretruende tæt på at havne netop dér. Måske fordi man ikke kan få øje på nogen dybere idé med det hele. Selv om Den Kongelige Opera har håndplukket sorte sangere fra USA og andre steder, så man kan opfylde George Gershwins forståelige ønske om, at kun sorte sangere skal synge i »Porgy and Bess«, og selv om rigtig mange synger rigtig godt, så nytter det ikke så meget, hvis man ikke, i iscenesættelsen af en snart 80 år gammel opera, forsøger sig med nogle greb, der kan løfte værket op og gør det til andet end et museumsstykke. Scenografien, for eksempel, der ikke på noget tidspunkt i de over tre timer, operaen varer, flytter sig, er noget stiliseret byggeri til højre og til venstre, og så er der et rum til udfoldelse midt i, åh, så traditionelt. Kostumerne er som fra et fotoalbum fra den tid, operaen blev til på, og når de fattige sorte danser rundt, danser de rundt som fordommene siger, at glade sorte dansede rundt, dengang verden var ung og umoderne. Og så videre.

Og Porgy, staklen? Jo, han er netop en stakkel. I Derrick Lawrences skikkelse forbliver han et skvat, der også vokalt har svært ved at komme helt ud over rampen, mens Robert Anthony Macks skurkagtige Sportin´ Life på sin side er indbegrebet af en sort laps anno mellemkrigstiden, ren kitsch. Så går det bedre med Rodney Earl Clarke som Bess´ farlige ekskæreste, Crown, han er den mest karakterfulde karakter i denne opsætning. Elizabeth Llewellyn er også fin, smuk og smukt syngende som Bess, og Jeanine de Bique som Clara, der synger hittet over dem alle, »Summertime«, gør det såre godt.

Men igen: Der er ikke noget, der ironisk eller med en troldsplint i øjet udfordrer værket, ingen overraskelser. Derfor falder det så tungt, og Det Kongelige Kapel med Michael Boder i spidsen leverer ikke så meget kant, power og swingfornemmelse, at dét alene kan bibringe denne »Porgy and Bess« noget indre nødvendighed. Den er velment og bedaget. Kitschet og temmelig kedelig. Øv.

Hvad: Gershwin: Porgy and Bess.

Hvem: Iscenesat af John Doye. Det Kongelige Kapel, dir.: Michael Boder.

Hvor: Operaen.