Er han i virkeligheden den modvillige stand-upper, Anders Matthesen? På en måde slet ikke. Der er ikke meget, der tyder på, at han kan undvære den håndholdte mikrofon, han da også lægger i den papæske med syv ting, han vælger at beholde som symboler på sit liv undervejs i sit nye show, mens han rydder op i sit liv. Og så alligevel. For undervejs underminerer og afmonterer han ikke bare sit eget image, men også hele den genre, han er en del af.

»Det hele er jo løgn,« kan han sige efter at have fortalt endnu en historie, der udløser latterkaskader i salen. »Jeg er ked af at sige det, men det hele er en illusion.«

Og under hele hans både villige og modvillige show løber en fortælling, der bliver rammen for den konstante strøm af jokes og skæve betragtninger. En måske ikke specielt dybsindig, men til gengæld lettere desillusioneret historie om at afmontere sig selv. »Måske handler det ikke om at finde sig selv, men at finde væk fra sig selv,« som han formulerer det ved vejs ende. Heraf så også titlen på showet, »Anders«, der reflekterer et ønske om at være mere manden end »Anden«.

Usvigelig præcision

Hvad er det, der gør halvautisten Anders Matthesen med det tikkende højreøje til kongen af stand-uppen herhjemme? Nogle hardcore stand-up-fans vil måske mene, at han snyder på vægten, fordi han ikke bare nøjes med at stå bag et mikrofonstativ og fyre vittigheder af. Men han er en djævleblændt skuespiller, der trækker genren i retning af teatret, når han lynsnart etablerer de figurer, han udstiller med et sadistisk, men rammende svirp, man nødig vil være mål for. Eller når han trækker på en selvironisk distance og blotlægger sine egne mærkværdigheder.

Han er manden, der kan og tør kaste sig ud i en overgiven koreografi, der gør det umuligt at se på en glaspuster med nogen som helst form for alvor i fremtiden. Hans timing er eminent - intoneringerne er forbilledeligt musikalske, pointerne falder med usvigelig præcision. Stemmen er mere melodisk, virkemidlerne simpelthen flere, end det er størstedelen af kollegerne beskåret - de kolleger, han kækt tillader sig at nedgøre løbende fra sin uopnåelige position. Og så er han verbalt rigere udstyret end de fleste med et sprog, der ekvilibristisk rækker tilbage både til 1950erne og til slang, der er helt nede med de nederste. Endelig er der det, alting skal måles på, en kendsgerning, han også selv gør os opmærksom på undervejs: Det hele er intet værd, hvis ikke vi griner. Men det gør vi i selskab med Anders Matthesen. Underholdningsniveauet er konstant, evnen til at se på tilværelsens mærkværdigheder med skarpt blik uforandret i de mange kurver, en stand-up-aften må tage.

Han lever til fulde op til genrens ubønhørlige krav om payoff i form af latter. Så kan man synes, hvad man vil, om den lidt sentimentale sang, den barfodede og miskendte sanger Matthesen afsynger til sin søn ved flyglet, mens andefjerene daler, når vi strengt taget er færdige. Mener han det? I hvert fald omkvædet - på japansk - om at man skal gøre sig umage. Det har han nemlig selv bevist den sidste time og tre kvarter.