Historien gentager sig aldrig. Det er mennesket, der gentager sig. Vi styres af følelser som magt og afmagt, lyst og ulyst, kærlighed og had og de fører hele tiden nye historier med sig.
For eksempel Richard Wagners femten timer lange »Nibelungens Ring«. Landets femtestørste by har arbejdet hårdt på den i de senere år. Resultatet er evigt som historien selv.
I hvert fald var den gammel allerede på Wagners tid. Vore vikingeforfædre kendte den som historien om Sigurd Fafnersbane, der fik bugt med den farlige drage og vandt en masse guld plus den skønne Brynhild til gengæld. Men alt tyder på, det går endnu længere tilbage. Helt til Roms belejring omkring år 400: Guldet er den evige stads ufattelige rigdomme. Dragen er de tykke bymure med velorganiserede legionærer. Og helten Sigurd er de jyske bønder, der ranede de sidste rester fra romerne hvorfor man endnu i dag kan finde pomp og pragt i hans efterkommeres pløjemarker.
Kort sagt: Folkene bag Den Ny Opera i Esbjerg har egentlig bare hentet Sigurd hjem til vadehavet. Og det har de til UG med kryds og en ualmindelig væmmelig slange.
At det overhovedet kan lade sig gøre, er beundret af det hele kongerige og den halve verden med. Forudsætningen er ikke bare Utzons arabisk inspirerede palads faktisk hører Jyllands koncentration af musikhuse med internationale mål Europas største overhovedet. Nej... Forudsætningen er benarbejdet, samarbejdet, selve troen på det hele. På disse kanter er der ikke så langt fra tanke til handling. Man vil sætte Wagner op og sætter Wagner op. Som man besejrede Rom i sin tid.
Efter succesen med »Rhinguldet« i 2003 og »Valkyrien« i 2005 er turen kommet til cyklens tredje hjul, »Siegfried«. Og navnene på scenen er vel at mærke Stig Fogh Andersen, Tina Kiberg, Lars Waage, Mette Ejsing... Altså de største i miles omkreds. Som hold betragtet fås de ikke meget bedre.
Alt har selvfølgelig en pris. I dette tilfælde at man ikke præsenterer parnassets mest progressive »Siegfried«. Bukserne skal jo også kunne holde vand. Hvorfor? Grundlæggende kan man sætte Wagners operaer op på tre måder:
Man kan gøre næsten ingenting. Som barnebarnet Wieland Wagner gjorde det, da han opløste scenebilledet i lys og lod musikken tale stærkere end nogensinde. Eller som dengang en anden tysk opsætning lod scenografien gennem samtlige akter bestå af et toilet.
Eller man kan gøre en hel masse: Komme med en minutiøs udlægning af psykologien bag hvert eneste ord. Lidt som filminstruktøren Patrice Chéreau gjorde det i halvfjerdserne eller vor egen Kasper Bech Holten ude på Operaen sidste år.
Eller man kan sætte sig midt imellem underfortolkning og overfortolkning. Altså gengive sceneriet så naturalistisk som muligt lade et sværd være et sværd og et bjerg et bjerg. Det er den version, de fleste vil have.
Og det er den version, de esbjergensiske operafolk holder sig til. En snak med borgerne i premierepausen lader ikke den udsendte fra Københavns natteliv i tvivl om hvorfor: »Den ovre på Operaen var vi ikke så vilde med,« fortæller de. Underforstået at deres Kasper lader værket mere i fred end vores Kasper gjorde.
Så sandt... Kasper Wiltons instruktion og Jesper Corneliussens scenografi kunne stort set være neglet fra Wagners eget Bayreuth for hundrede år siden. Eller for den sags skyld fra de århusianske konkurrenter tilbage i firserne. At se Lars Waage som overguden Wotan med sørøverhat og gråt spyd er ren déjà vu.
Men helt fint. Kodeordet bag vor tids opera burde netop være pluralitet. Der skal være plads til både underfortolkningen, overfortolkningen og det naturalistiske, til både det nye og det neutrale. Sådan har man behandlet teatrets klassikere i årevis.
Og det fungerer så hjertegribende godt. Ganske vist har de færreste medvirkende den helt rigtige alder til ung elskov. Ganske vist fatter man ikke, hvorfor Jesper Brun-Jensens drage skal være så grim, om end velsyngende når man nu selv har lagt sig fast på al den naturalisme. Og ganske vist kunne man godt bruge noget mere bevægelse i den første halvanden time. Men netop fordi det meste er overladt til sangerne, kunne man ikke ønske sig nogen andre.
Tag bare Stig Fogh Andersen: Selv om hans krop ikke længere har Siegfrieds mål, så ejer hans blonde kunstnersind den helt rigtige troskyldighed. Den danske tenor rejser med rollen over hele verden, ligner stadig mere et førstevalg til partiet. Og så synger han simpelthen fremragende. Hvortil kommer den dybe forståelse, han har af titelpartiet: Netop i »Siegfried« er der en del plat humor fra Wagners side, operaen skulle være cyklens komiske scherzo men i Stig Fogh Andersens mund får hver eneste bemærkning noget sorgmodigt, indadvendt, næsten ophøjet over sig.
Lige knap så velcastet er måske holdets eneste udlænding: Niklas Björling Rygert som papfaderen Mime. Bestemt ikke af sanglige grunde, tværtimod: Den svenske sanger virker næsten for stærk. Mime skulle gerne være en slags Gollum fra »Ringenes Herre«, svækket af begær. Han har taget Siegfried til sig, fordi drengen kan vinde guldet til ham senere. Og dermed står han i en uhyggelig svag position rent moralsk, hvilket Siegfried gennemskuer. Men hos Kasper Wilton står de to mænd stort set lige. Kald det luksusproblemer.
En anden kæmpe overraskelse er Lars Waage som Wotan. Han har sjældent sunget dejligere. Igen kunne man rigtignok godt tænke sig lidt hjælp fra både instruktion og scenografi. Når han står med spyddet som et tredje ben og stiller det fra sig i scenens dertil indrettede huller, minder han nærmest om den plagede kaptajn Ahab i Moby Dick. Men desto dybere er hans engagerede røst. Fuldstændig som Jesper Buhl får noget overraskende, næsten menneskeligt ind i Alberichs onde skikkelse. Den mand kan virkelig se ting fra mange sider.
Og alligevel: Efter tre timers mandeverden med Anne Mette Ballings skovfugl som saliggørende undtagelse er det påén eller anden måde pigerne, der render med prisen. Tina Kiberg synger en fuldstændig lige så dejlig Brünhilde som dengang i Operaen sidste år. Og da hun tilmed var kommet til skade under generalprøven, måtte hun gennemføre premieren i skadestuens sort-hvide støttebind åbenbart var der ikke flere hudfarvede tilbage. Godt gået, må man sige. Alt imens Mette Ejsing som den moderjordiske Erda er aftenens anden, store heltinde. Når hun ruller ud under scenetæppet og ind på scenen, kommer der for alvor ro over lytningen her i tredje akt... Ejsing stiller med sin internationale erfaring, sin karakteristiske stemme og en god del hjerne oven i købet. At se hende og Wotan liste af som to overflødiggjorte guder og gøre plads for historiens første menneske, dét er stærkt.
Forhåbentlig får Den Ny Opera cyklens sidste drama med også: Den yderst vanskelige »Ragnarok«. Forhåbentlig vil Sønderjyllands Symfoniorkester under ledelse af en stadig mere kompetent Lars Ole Mathiasen atter indtage graven i det esbjergensiske musikhus om et par år. Forhåbentlig vil jyderne endnu engang overraske alt og alle.
Vi får se. Hvis guderne kender vores gøren og laden i går, i dag og i morgen hvordan kan vi så bestemme noget selv? Hvordan kan vi både nyde gudernes nærvær og den fri vilje? Svaret er vel enkelt nok: At det kan vi heller ikke. Vi kan kun følge vore følelser og håbe på det bedste.
