Af jord er du kommet

Respektindgydende tysk regiteaterversion af »Hamlet« i Kronbrogs Slotsgård med en formidabelt aggressiv provo-Hamlet i centrum.

Kronborg lægger hus til endnu en opsætning af »Hamlet« – denne gang i en noget alternativ version. Fold sammen
Læs mere

Det hele begynder, hvor det ender: Med døden og det latterligt korte liv, som snart er forbi. Først Hamlets berømte monolog i højttalerne: »Sein oder nicht sein«. At være eller ikke. Han sidder sammenkrøbet i siden af den åbne tribune. Udstyret med mikrofon og videokamera, som projicerer hans bekendelser op i kæmpeformat på det gennemsigtige forhæng af tynde guldstrimler, der hænger midt på scenen - og som hele tiden minder os om teatraliteten og forstillelsen i Shakespeares berømte drama. Livet er - også - bare en skuetilværelse. Og så følger en foruroligende, komisk begravelsessekvens.

Den tyske stjerneinstruktør Thomas Ostermeier placerer sin og Schaubühne Berlins »Hamlet« i noget, der minder om et kæmpe muldjordsbed, klar til at opsluge de levende døde. Kisten med Hamlets myrdede far står allerede klar på scenen i Kronborgs slotsgård, og snart skal den i jorden. Men uden værdighed. For selv om den filmstjernekolde paradedronning, Hamlets mor, poserer med tilgjort sorg bag solbrillerne, bakser en klodset graver rundt med slapstick-uheld i kroppen i en minutlang kaossekvens, mens regnen siler fra en haveslange. Jo, livet er en kort og beskidt affære.

Snotforkælet skiderik

Ostermeiers »Hamlet« er destilleret og distanceret, dekonstrueret og rekonstrueret, så den spilles af seks skuespillere, der kan skifte mellem rollerne, og som hele tiden forhandler dem på scenen. Kronologien er nogenlunde den, vi kender, men iscenesættelsen gør alt, hvad den kan for at gøre stykket til en ikke-indlevende teaterbegivenhed her og nu.

Skuespillerne kan attakere publikum - Hamlet henter mod slutningen en paraply til at fægte med nede blandt tilskuerne. Der er mange legende, originale og komiske løsninger på de velkendte scener, som Ostermeier nærmest kommenterer én efter én.

Skuespillernes kontrafejer flimrer som paparazziplagede spøgelser på projektionsforhænget, mens den frådende intense provo-Hamlet må styrte rundt i manegen i sin uhyggeligt udtrukne dødsdans - han er tårnhøj med fedtet rottehår, begyndende måne, vandigt blik og kvabset krop og bliver mere og mere gal. Ja, han bliver splitterravende crazy-destruktiv med spastiske og ufrivillige touretteudfald. Ikke en Hamlet, man kan placere sin sympati i. I stedet en snotforkælet skiderik, der på mange måder kan minde om Nicolas Bros desperado, men med tysk grundighed ført ud i ekstremiteten.

Vanviddet ender med at æde denne Hamlet op i den afgørende og effektfulde paranoiaslutscene, hvor den lille prins havner foran teatertæppet alene i sin spot, inden resten er tavshed. En formidabelt hjemsøgende slutning på en forestilling, som ellers langsomt, men sikkert har opbrugt sine mange virkemidler, som efterhånden også er blevet lidt af en kliché - den ekspressive, fysiske spillestil, den vrængende replik, den lækre scenografi som ramme for hæslighedsæstetikken, den megen kasten rundt med mad og drikke, kameraprojektionerne, mikrofon-intimiteten og improvisationsparatheden.

Hvor imponerende - og det er virkelig en imponerende tour de force - den vilde og voldsomme Lars Eidinger i titelrollen end kan finde nye måder at variere sin aggression på. Men respektindgydende er denne »Hamlet« i sin genre.