Én for én ankommer de til den klassiske jægerhytte midt i ødemarken: Træ og gevirer over det hele. De har været her før. Men i år mangler Dorrit på overlevelsesweekenden. Hvorfor nu det? Har dræberpudlen, der knurrer udenfor, ædt hende? Hvorfor er alle skovens dyr blevet væk? Arrangerer de fest nede i dalen? Hvem skal sove på gulvet? Hvem kan svare på quizzen? Og får vi overhovedet noget at spise? Ja, spørgsmålene hober sig op på Mungo Park, der spiller Line Knutzons nye stykke »Birkehytten«. Dygtige Kitt Maiken Mortensen er den neurotiske Lorenz, sød-sjove Rikke Bilde den let tumpede Heinze, der har smidt overvægten, og lidt for energiske Jakob Oftebro den norskklingende nørd Bom. Tiden går med stort set ingenting, mens maverne knurrer, og hyttekulleren sætter ind. Og indimellem synger de nogle meget lange og meget bange sange: Sørgelige tårepersere om døde børn under små, plettede gravsten og harer, der kommer for tæt på bondens plovskær. Sangene er lige ved at være det sjoveste af det hele. Hvornår kommer de på plade? Inden det hele syrer ud i besøg af den grusomme ånd Jeff, der forlader sin kobberkedel for at arrangere den helt store, musicalske finale, en tysk stepschlager med titlen »Let's Face It, Boys«.
Territorialkampe
Ja, lad os det: Det er vist ikke for meget at sige, at Line Knutzon med »Birkehytten« tager sig noget af en slapper. Stykket er pjat og pjank, ævl og kævl. Små territorialkampe og ritualer på meget lidt plads. Dramatikeren vender tilbage til alt det, hun kan i forvejen: Små krøllede excentrikere, der kæmper for at skabe sig lidt plads i en absurd lilleverden - og iscenesætteren Niclas Bendixen satser på energien. Der er heller ikke så meget andet at stille op. Det tyndbenede frikvarter virker næsten som Knutzons parodi på den Knutzon, som tilsyneladende på forhånd har opgivet den højere mening med det hele. En udvanding af den sjovere og mere spændstige »Guitaristerne«. Eller for nu at bruge en metaforik, der skulle passe i den hungerplagede birkehytte: Suppe på en pølsepind.
