Årets 10 bedste: Teater

I 2012 udmærkede teatret sig hverken ved synderlig grænsebrydende dramatik inde på scenen eller uden for. Alligevel er det lykkedes at finde en håndfuld højde- og lavpunkter.

Ole Lemmeke som Herman Bang Fold sammen
Læs mere

Årets teaterforestilling

Var teateråret i virkeligheden lidt af en skuffelse? I hvert fald hvis man leder efter den store, altbesejrende succes, der hæver sig over hverdagskosten. Sådan er der så meget i dansk teater. De fleste af varerne på supermarkedets hylder samler sig så underligt et sted på midten: show, forsigtigt realiserede klassikere, små skvulp. Det meste er slet ikke så skidt, men heller ikke synderligt originalt. Repremiererne har kendetegnet efteråret. Men med risiko for at blive beskyldt for netop det samme, manglen på vovemod, hopper vi over, hvor gærdet er lavest: Ingen nævnt, det meste glemt.

Årets kvindelige skuespiller:

Ditte Hansen. Er hun ikke, ganske enkelt, vores mest moderne skuespiller i den kvindelige afdeling? Hun kan og vil tilsyneladende det hele. I begyndelsen af året blæste hun støvet af Ingmar Bergmans »Scener fra et ægteskab«. For siden at levere en af årets bedste revyviser i Cirkusrevyen som en indefrosset Helle Thorning med det omkvæd, statsministeren selv leverede: »Der kommer en rigtig god løsning i morgen.« Og endelig sluttede hun året af med at spille veritabel stjernekomedie, der udnyttede alle hendes forcer i »Kan trolden tæmmes?« på Nørrebro Teater.

Årets comeback

Jon Stephensen fik en hård medfart, da han i utide måtte forlade det Østre Gasværk, han ellers havde gjort til en af Københavns mest succesrige scener. Men pludselig var han tilbage på det Aveny-T, han kom fra – endda med en mindre pengesum fra Frederiksberg Kommune i ryggen og et gennemtænkt kvalitetsrepertoire på plakaten.

Årets debat

For en gangs skyld erobrede teatret debatten. Stor var forargelsen, da CaféTeatrets teaterchef, dramatikeren Christian Lollike, i januar meldte ud, at teatret havde i sinde at skabe en teaterforestilling over den norske massemorder Anders Breiviks manifest. Spekulation og en hån mod ofrene, mente kritikerne. Da forestillingen havde premiere i oktober, havde kritikken mistet slagside. Resultatet var et sobert forsøg på at trænge ind i Breiviks psyke, men mange nye indsigter bidrog »Manifest 2083« ikke med. Var det i virkeligheden alligevel for tidligt?

Årets teatre

Prøv at se på de teatre, der har succes: Publikumsmæssigt, kunstnerisk. Teater Grob, Mungo Park, Republique, Det Ny Teater. De har det først og fremmest, fordi de dyrker deres egenart – samtidig med at de holder en høj kvalitet. Også Aarhus Teater kom styrket ud af en krise, selv om linjen blev diffus. Teaterchef Stefan Larsson valgte dog at tage hjem til Sverige efter at have spillet et noget mere populært repertoire, end han vist troede, han skulle.

Årets fiasko

Skal vi nu hænge os i det, der ikke fungerede? Ja, hvis fiaskoen er ædelmodig. Det var Katrine Wiedemanns stort anlagte »Lulu« på Det Kongelige Teater. Forfulgt af uheld, da scenografien væltede ned over skuespilleren Søren Sætter-Lassen, men samtidig fungerede instruktørgrebet – først gold farce, siden patetisk drama – ikke. Dristigt (for)tænkt, men ikke vellykket.

Årets teaterbog

Jørgen Reenbergs monumentale selvbiografi, fortalt til Me Lund, led måske nok af vokseværk, men står tilbage som et flot ekko af en stor skuespiller med mange, begavede ord om skuespilkunstens inderste væsen – både formuleret af Reenberg selv og af hans kolleger.

Årets skandale

Med den fornuftige nye teaterlov, der endte med mindre justeringer, faldt der ro over et ellers noget overophedet teaterlandskab med billetsalgskontroverser. Noget radikalt livtag med pengefordeling eller produktionsbetingelser blev det ikke til. Nu hvor Den Kongelige Ballets interne skænderier er dysset ned, må årets skandale være, at der endnu ikke er fundet en ordentlig løsning på den manglende åbne scene, teaterlivet uden for de etablerede scener fortjener. Lettere pinligt.

Årets skuespiller

Herman Bang lyslevende! Teaterpokal-vinderen Ole Lemmeke greb chancen og leverede en stor præstation som den både uimodståelige og ubærlige forfatter og sceneinstruktør Herman Bang i Jakob Weis’ kunstnerdrama »Bang og Betty« på Folketeatret.

Årets danske dramatik

To dramatikere hæver sig over resten i deres ambition – som i øvrigt er vidt forskellig. Christian Lollike insisterer frygtløst på at gå i flæsket på de emner, der gør allermest ondt. Samfundskritik på højt plan, som står sig bedst, når han ikke selv insisterer på at sætte sine egne ord i scene. Og Jakob Weis, der går mere traditionelt til værks og interesserer sig for menneske- og kunstnerpsyken. Den nye dramatik kan vi heldigvis vente os meget mere af i den kommende forårssæson.