Skriv din egen mening | Se hvad andre læsere mener.
Den ulyksalige følelsesfallit mellem maleren P.S. Krøyer og hans smukke hustru Marie hører til vores egen kulturkreds store, tragiske kærlighedshistorier vis-a-vis den om Struensee og Caroline Mathilde eller den om Elvira Madigan og Sixten Sparre. Skilsmissen i kunstnerkolonien på Danmarks top var en af de helt store skandaler for nu mere end 100 år siden: Den svale, emotionelt udmarvede skønhed forlod sin berømte mand og deres fælles barn til fordel for den svenske komponist Hugo Alfvén. Myten har naturligvis ikke fået mindre næring af den stadigt stigende interesse for skagensmalerne og deres kunst. Oplagt stof for fortolkning: Store følelser på pittoresk baggrund: Fiskerleje og kunstneridyl. Og musicalen om »Lyset over Skagen« og det uheldssvangre ægteskab måtte jo komme, nu hvor både litteraturen, filmen, dansen og taleteatret for længst har taget deres del af kagen.
Nyt Dansk Musikteater med tekstforfatteren Thomas Høg og komponisten Kim Sørensen har gjort det til et speciale at skabe helt nye musicals på baggrund af danmarkshistoriens små og store begivenheder, hvad enten det nu har været statsminister Estrup, Peter Sabroe eller selveste Egtvedpigen, der har sunget deres forhåbninger og længsler ud. En ambition, som er al ære værd. Og den fejler ikke noget, ambitionen. Den danske musicalelite er indforskrevet til hovedpartierne og erfarne Daniel Bohr kaldt ind for at regere med tropperne. Om det så er det sagnomspundne lys, har man sat troldmanden Jesper Kongshaug til at genskabe sommernat og morgenlys, som vi kender det fra de berømte skilderier. Og smuk er forestillingen. Med Maria Gyllenhofs fint afdæmpede og afstemte kostumer aldrig har skagboerne set så nystrøgne ud. Med det ene scenebillede efter det andet, som kunne være hevet lige ned af væggen på Den Hirschsprungske Samling.
Centralt står Marie Krøyers vovede oprør i en tid, hvor kvinder helst skulle hellige sig hjem og moderskab. Hun tillægges en offerrolle, som må man nok sige er en forsimpling af den komplicerede konflikt i det berømte hjem. Kunstnerparret Ancher (en god, stovt Jesper Lundgaard og en varm, overbærende Nicoline Møller), der deler gode råd ud til højre og venstre, fungerer som det solide kammeratægteskab, der skal skabe kontrasten til de miserable tilstande hos Krøyer. Den skønne Marie lider yndigt under ikke at kunne udfolde sig som kunstner på linje med sin uforstående mand, der hellere vil reducere hende til model og muse. Og samtidig må hun finde sig i mandens svingende temperament, som ikke bare kan tilskrives Brøndum-snapsen, men som ender i sindssyge for fuld skrue.
Underskønne, klokkeklart syngende Maria Lucia om end nok for kernesund til den verdensfjerne Marie er tusindfold bedre end sit materiale, bistået af en formummet Caspar Phillipson, som, trods alle odds, er lige ved at få en spændende ilter figur ud af det rødskæggede kunstnergeni. Dem kan man kun kaste sig i klitsandet af beundring for. For nu er der ganske vist ingen, der siger, at librettoen til en musical skal være en Nobelpris værdig. Men den ordknappe dialog fungerer mest som oplæg til endnu et sangtableau med en tekst, der reducerer historien kunsten og kærligheden til banaliteter malet med grove strøg. »Skal man tage det ind, må man satse sit sind« synger Krøyer om det berømte lys allerede i åbningsbilledet. Og så fremdeles.
Musikalsk metervare
Men hvis forestillingen giver afkald på nuancerne i tekst og psykologi, så er Kim Sørensens musik for alvor med til at få den stort anlagte forestilling i havsnød. Målet har være at skabe en musical med international lyd og resultatet er blevet sært gammeldags. Forglemmelige, ejendommeligt upersonlige metervarekompositioner, der stort set alle lyder som tabermelodier fra et fjernt, fortidigt melodigrandprix. Det ene hårdtpumpede nummer efter det andet smækkes på scenen for fuldt arrangeret volumen hvad enten vi befinder os på Skagen eller under Siciliens sol, lyder det ens. Hvis hvert nummer er skrevet som skulle det være et emotionelt højdepunkt, efterlades tilskueren lam i roen. Omtrent hvert af de ejendommeligt uintegrerede kompositioner bevæger sig mod et bragende crescendo med hidsende Les Misérables-trommer under det hele, så man bliver helt forpustet og iskold over for det, som er musicalens primære eksistensberettigelse som kunstform: Evnen til at bevæge gennem musikken. Mindst heldige er de store og alt for mange masseoptrin, hvor fiskerfolket sætter hænderne i siden og traller »Kunst i Skagen, det er sagen!« ud med den form for forceret plebejerjovialitet, som kun findes i musicalens verden.
Hip, hip, hurra? Ikke hos mig. Denne anmelder havde i hvert fald svært ved at se lyset.
Redaktionen kan forkorte i indlæg. Din mening kan blive bragt både i avisen og på www.berlingske.dk.
Med venlig hilsen
Berlingske Tidendes Netredaktion
