Det Danske Teaters »Kys, krudt & kemi« er en kærlig og aldeles pjattet og pjanket parodi på 1930rnes spion - og detektivdramaer - i særdeleshed på privatopdageren Bulldog Drummond, der tryllebandt sine læsere i den ene kioskbasker efter den anden - og også fast filmhelt i en række af periodens endeløse B-film-serier. Sådan en med slidt kæbeparti og gode manerer, der tager kampen op med det onde i alskens afskygninger.
Det går over stok og sten, når Kristian Holm Joensens lille spirrevip af en argyle-ternet opdager med piben på sned og den stive overlæbe på plads kaster sig ud i biljagter, nævekamp og spilfægterier i den absurde jagt på det britiske imperiums fjender - her utysken personificeret af altid præcise Tom Jensens prægtigt snerrende skurk (maskering frit efter Eric von Stroheim) und sein sehr sexige Assistentin Lenya, der både kan Brecht singen und schno sig i ren og schkinbarlig løbetid - Ditte Gråbøl som hæmningsløs femme fatale, mein Gott! Sprællemanden Kristian Holm Joensen må være Danmarks svar på Inspector Clouzot - en hel gymnastrada i sig selv. Det er ikke mindst hans fortjeneste, at farcen får den velsmurte motor, den skal have. Men skønnest af alle er dog den heltinde, der dukker op en lille smule inde i den sindrige, snotforvirrede intrige: Som nødstedt, flagrende og tøset-fjantet professordatter er Ditte Hansen henrivende som langstilket, meget lyserød engelsk rose i en vidunderlig parodi på fortidens damsels in distress - komplet med pibestemme, endeløse besvimelser og grænseløs beundring for vor helt: »Åh, Bullshot!« Og med en æsellatter, der i glimt trækker farcen helt derud, hvor den hellere end gerne måtte bevæge sig lidt mere. Femkløveret på scenen fuldendes af Christian Mosbæk, der er sat på noget af en opgave, når han skal tage sig af stort set alle de andre roller - et helt forbryderalbum - fra tosset professor til håndlanger på neanderthal-stadiet. Morsomst måske i virkeligheden som politikommissær i en træfsikker parodi på salig Axels Strøbye.
Jo, Lars Knutzons iscenesættelse holder tempoet, når Det Danske Teater slår gækken løs. Og Søren Glad har skabt en skønt naiv scenografi af malede sætstykker, som er lige til at blive i godt humør af, inklusive engelsk landidyl og skumle nonneklostre og med sikkert blik for at få alle de håbløse forsøg på at kopiere filmens effekter sådan nogenlunde ind på scenen og ud igen. Om man så overgiver sig betingelsesløst til det glade vanvid eller bevarer en let smilende, stiv overlæbe må være en smagssag. Denne anmelder hører til de sidste.
