Jeg tænkte, at jeg kunne lige så godt – også for min egen skyld – få historien læsset af. Det var lidt ligesom at gå i terapi.«
Sådan siger den danske sømand, Søren Lyngbjørn, om sin medvirken til, at hans mere end to år lange mareridt som gidsel hos somaliske pirater nu bliver sat op som teaterstykke på det lille BaggårdTeatret i Svendborg.
Søren Lyngbjørn har fortalt hele den dramatiske historie, først til historikeren Karsten Hermansen, der arbejder på en bog om gidseltagningen, og siden også til dramatikeren Henrik Szklany, som nu er ved at lægge sidste hånd på stykket »839 dage – hvordan kunne det ske?«, der får premiere 18. oktober.
Beretningen om danmarkshistoriens længste gidseltagning, hvor kaptajn Eddy Lopez, styrmand Søren Lyngbjørn og deres fire filippinske besætningsmedlemmer på coasteren Leopard i 839 dage blev holdt fanget af somaliske pirater, er gået verden rundt, og de to danske søfolk har været forsidestof i stort set alle danske medier.
Men i Henrik Szklanys dramatisering er det ikke de danske sømænd, men derimod deres somaliske vogtere, der er hovedpersonerne.
»Historien om, hvordan det var at være holdt fanget i mere end to år, har vi efterhånden hørt fortalt så mange gange. Og der har også været talt meget om rederiets, politikernes og pressens rolle,« siger han.
»Den vinkel, jeg har savnet, er den somaliske vinkel. Hvordan er det gået til, at Somalia er blevet denne fejlslagne og dysfunktionelle stat, hvor kampen for overlevelse fører til pirateri. Hvordan lever mennesker i et land, hvor der ikke findes nogen myndigheder? Det, synes jeg, er den mest interessante vinkel og den historie, der kan fortælles stærkest.«
Det var Jakob Bjerregaard Engmann, chef for BaggårdTeatret de seneste to år, der tog initiativ til forestillingen om gidseldramaet i Somalia.
»Teatret som kunstart befinder sig lige nu et sted, hvor vi må tage stilling til, hvordan det fortsat kan være relevant,« siger han. »Baggård Teatret har i mange år haft fokus på ny dansk dramatik – i de senere år ofte med en lokal forankring. Jeg ønsker at skabe en endnu skarpere egnsteaterprofil med lokalt forankret sydfynsk dramatik, men også gerne med et nationalt eller internationalt perspektiv. Historier, som rører og provokerer os her på egnen, men som også kan ses i resten af landet.«
Det var i sin søgen efter netop sådan en historie, at han »ramlede lige ind i« historien om Søren og Eddy. Provokationen såvel som det nationale og internationale perspektiv var indlysende, det samme var den lokale legitimitet, eftersom Søren Lyngbjørn har boet i flere end 20 år på Ærø i Det Sydfynske Øhav.
Vi møder de tre hovedpersoner en lun augusteftermiddag på Baggård Teatret i Svendborg. Søren er kommet over med færgen fra Ærøskøbing. Han er stadig fysisk mærket af de mange måneders fangenskab under kummerlige forhold, hvor trusler og tæsk var en del af hverdagen, og bevæger sig forsigtigt omkring støttet til to krykker. Men humøret fejler tilsyneladende ingenting.
»I bogen prøver jeg at fortælle min historie så godt, jeg husker den. Et teaterstykke kan gå mere ind i baggrunden for det hele. Det er jo storpolitik, for fanden. Grunden til, at der er pirateri i Somalia i dag, er jo et levn fra Den kolde krig,« siger han.
»Når jeg gerne vil fortælle min historie, er også fordi, jeg følte mig provokeret af bogen »Det beskidte spil« (hvor erhvervjournalisten Eva Damsgaard går tæt på det, hun kalder »piratindustrien«, red.). Man har fokuseret så meget på historien om de stygge kapitalister og de stakkels søfolk, og så ignorerer man fuldstændig piraterne. Jeg syntes, der skulle lidt modvægt til, så jeg ville gerne give min version af historien.«
I sin research til stykket har Henrik Szklany haft adgang til Karsten Hermansens manuskript, hvilket har været en stor hjælp til at få styr på kronologien. Han har desuden to gange besøgt Søren Lyngbjørn på Ærø og haft telefonsamtaler med Eddy Lopez, som i dag bor med sin familie i Chile. Og endelig har han læst alt, hvad han har kunnet støve op, om Somalias historie, kultur og levevilkårene i landet.
»Jeg har brugt rigtig meget tid på at finde oplysninger om landet. Der er jo bunker af artikler og dokumentarer om pirater, men ikke ret meget om somaliere – der findes ikke lige en »Turen går til Somalia«,« siger han.
Derfor har han måttet stykke et billede sammen fra mange forskellige kilder – fra videnskabelige artikler til en børnebog skrevet af en somalisk lærer. Han har også haft kontakt med unge herboende somaliere for at få et indblik i somalisk familieliv, kultur, sagn og myter.
»Jeg vil gerne prøve at forstå, hvad der sker i hovedet på de somaliere, der gør pirateri til deres levevej, men jeg vil også gerne vide mere om, hvordan hverdagen er for det store flertal af indbyggere, der ikke er pirater,« siger han.
»Det, man hører om Somalia i f.eks. film som »Black Hawk Down« er jo en helt skør fremstilling, en rigtig Hollywood-fortælling om en heltemodig vestlig stat mod de onde somaliere. Den retorik vil jeg gerne ud af. Der findes ikke onde mennesker, men der findes mennesker, der gør de her ting, fordi de gerne vil tjene nogle penge og ikke ser andre muligheder. Det er den måde, jeg ser det på.«
Derfor har han især brugt sine samtaler med Eddy Lopez og Søren Lyngbjørn til at høre om hverdagen i den lejr, hvor de seks søfolk blev holdt fanget. Om vagternes organisering, om det interne hierarki mellem pirater og vagter, og hvordan forholdet var mellem gidslerne og deres vogtere. Og om det – ganske vist beskedne – indblik, de i løbet af de to år fik i den almindelige befolknings liv rundt om lejren.
»Nogle gange kom der nogle rejsende håndværkere til lejren, som vi kunne veksle et par ord med, når vi fik lov til at gå ud i gården. Jeg kan huske, at der var én, som sagde, at han ville bede for, at vi kom hjem snart,« fortæller Søren Lyngbjørn.
»Men vagterne ville ikke have, at vi talte med nogen, og vi måtte heller ikke tale sammen indbyrdes – så troede de straks, at vi pønsede på noget. Den bedste måde at overleve på var at holde lav profil, men hele tiden være venlig. Mange af vagterne var jo bare nogle unge bondedrenge. Hvis man begyndte at slås med dem eller provokere på anden måde, skulle man nok få nogen på ørerne.«
Det værste var usikkerheden og de somaliske vagters uforudsigelige adfærd.
»Man skulle hele tiden lodde stemningen og passe på. Hvis de begyndte at hidse sig op, kunne det blive virkelig farligt,« siger Søren Lyngbjørn og fortæller om en episode, hvor vagternes boss, der gik under navnet Fatigue, netop havde henrettet fire af sine egne, fordi de havde stjålet den ladning khat (euforiserende blade, red.), der hver uge ankom til lejren, og som vagterne fik udleveret hver eftermiddag.
»Vagterne fik ikke løn, før løsepengene var blevet udbetalt. Og det trak jo ud i vores tilfælde, må man sige. Så nogle af de her gutter havde stjålet lastbilen med khat for at sælge den og skaffe nogle penge. Og da bossen opdagede det, ja, så skød han dem. Sådan er det bare, stjæler du fra gruppen, giver det naturligvis dødsstraf,« fortæller han.
»Da Fatigue lidt efter kom gennem lejren og lignede en tordensky, var vi naturligvis hunderædde for, at han ville lade det gå ud over os. Han mente vel, det var vores skyld, at hans vagter måtte gå rundt i mere end et år uden løn. Men så satte han sig bare ned i fodenden af Eddys madras og spurgte, om de ikke skulle tage et spil kort. Det var bare helt surrealistisk – manden har lige slået fire mennesker ihjel med koldt blod, og så sidder han der og spiller kort med Eddy.«
Der bliver kun to skuespillere på scenen, når »839 dage – hvordan kunne det ske?« får premiere på BaggårdTeatret 18. oktober, nemlig Rasmus Hammerich og teaterchefen selv, Jakob Bjerregaard Engmann.
»Det var den umiddelbare casting, der tog udgangspunkt i de to danske sømænd, Søren og Eddy. At Henrik så har valgt at forfølge den somaliske vinkel også, gør det til en dejlig udfordring for os, når vi som to ærkedanske mænd på vej mod de 40 skal fortælle hele den historie,« siger Jakob Bjerregaard Engmann. »Men jeg synes netop, at vi – ved at være det, vi er – tager publikum i hånden og viser dem vej ind i dette meget specielle univers.«
»Det er jo det, teatret kan,« siger Henrik Szklany. »På film kunne det ikke lade sig gøre at lade den samme skuespiller det ene øjeblik være en knægt på 17 og det næste en gammel somalisk mand, selv om han i virkeligheden står der og er en 37-årig novemberbleg dansker. På teatret er det et samarbejde med publikum, hvor vi sammen skaber nogle billeder inde i hovedet. Det er jo sådan, man har fortalt historier lige fra tidernes morgen, og faktisk er det en parallel til den somaliske kultur, hvor man først fik et skriftsprog i 1970erne.«
Hvordan resultatet på scenen præcis ender med at blive, ligger tydeligvis ikke helt fast denne augustdag, hvor Berlingske besøger Svendborg.
»Den første del af mit arbejde handlede om at indsamle så mange informationer som muligt og få så mange virkeligheder på plads, som i princippet er sande, alt efter hvem der fortæller dem,« forklarer Henrik Szklany.
»Den endelige forestilling bliver ikke nødvendigvis præcis den historie, jeg har fået fortalt. Men det bliver en spejling af den og noget, som i princippet lige så godt kunne være foregået.«
Jakob Bjerregaard Engmann indskyder: »Henrik sagde i begyndelsen af projektet: »Jeg er ikke forpligtet på virkeligheden, jeg er forpligtet på fiktionen.« Det, synes jeg, rammer meget godt, hvad det er, vi vil med denne historie.«
»Jeg håber, at publikum vil få en oplevelse af en anden verden,« siger Henrik Szklany. »Det er ikke sikkert, man kan sætte ord på, hvad man har oplevet. Eller at man har fået et nyt syn på verden. Men man har forhåbentlig fået et ekstra syn på verden.«
»Og forhåbentlig har man også fået nedbrudt nogle fordomme,« tilføjer Søren Lyngbjørn. »Mange af mine kolleger har den holdning, at vi bare skal skyde de der pirater. Men det kommer vi ingen steder med. Vi har i Vesten en idé om, at vi absolut skal pådutte en masse folkeslag og kulturer vores samfundsform. Det er jo der, det går galt, også i Afghanistan og Irak, fordi de mangler den kulturelle baggrund for at gøre det.«
Selv føler han ikke, at de 839 dage i Somalia har gjort ham til et andet menneske.
»Jeg er humanist og synes altid, jeg har set nuanceret på tingene. Men selvfølgelig påvirker det én at være et splitsekund fra døden i så lang tid,« siger han.
»Når man har været så tæt på at kradse af, ser man tingene i et andet perspektiv. Derfor tager jeg det heller ikke så tungt med, at jeg er blevet handicappet og må regne med at være syg resten af livet. Det kunne jo være gået meget værre. Jeg havde afskrevet det hele, nu har jeg fået en chance til. Det er fint.«
»839 dage – hvordan kunne det ske?« spiller på BaggårdTeatret i Svendborg 18. oktober-6. december. Se baggaardteatret.dk.
