156 eventyr på 100 sjove minutter

Mungo Park Allerøds turbogennemgang af H.C. Andersens 156 eventyr er sjov. Men også en alvorligt ment hyldest til kunstens værdi i menneskets liv.

Jonas Munck Hansen er nået til eventyret om »De røde sko« i Mungo Parks teaterversion af samtlige H.C. Andersens 156 eventyr og historier. Foto: Mungo Park Fold sammen
Læs mere

Hun dukker selvfølgelig op. Eller hun gør ikke, men den berømte sang gør det. Som hyldest til bibliotekaren Karen, der kan give et præcist, kort referat af et hvilket som helst H.C. Andersen-eventyr, og derfor er »simply the best«.

Ti år gik der, før dansk teater igen turde røre ved H.C. Andersen efter det store jubilæumsår, hvor 200-året for digterens fødsel blev fejret.

Men nu er vi friske, og både nye læsere og gamle fans kan springe på de 100 minutters turbogennemgang af H.C. Andersens samlede eventyr på teatret Mungo Park. Alle 156 fordelt over 50 læderindbundne bind på det ellers trøstesløse folkebibliotek, der er forestillingens ramme.

Her har bibliotekaren Karen lavet en særudstilling med en kopi af Andersens originale hat, en sort frakke og en udstoppet svane.

Vi er altså i det kedeligste og mest dræbende miljø for litterær begejstring og læselyst. Tror man. Indtil Karens kollega, den friskfyragtige Leffe, vil lege eventyr sammen med Peder, der er i skånejob, og så kan Karen jo ikke styre sin trang til at brillere med sin viden.

Instruktøren Heinrich Christensens sprudlende og nærmest anarkistiske tilgang til klassikeren og kulturarven er lige det, der skal til for at få H.C. Andersen ud fra den krog, han blev trængt op i efter 2005.

Her folder han sig ud som grim ælling, smuk svane, forsmået elsker, geni, krukke, loyal ven. Alle 156 eventyr bliver nævnt, diskuteret, og nogle får en befriende lyngennemspilning, der overraskende godt rammer dybden og livsbrutaliteten i teksterne, frisker dem op og lader dem træde ind i en helt moderne kontekst.

Lille Claus ringer selvfølgelig til »Mads og Monopolet« for at spørge, om det var okay at slå Store Claus ihjel? »De røde sko« bliver en syret fantasi i en syg mands hoved, og Karen foretager frådende feministiske, afsindigt underholdende analyser af eventyrene, herunder af »Tommelise« hvor hun slår ned på, at en prins på en størrelse med en cocktailpølse tillader sig at give Tommelise et nyt navn. Hun rammer tankevækkende præcist.

Det er det, »H.C. Andersens samlede eventyr« kan: være sjov og alvorlig på samme tid. Forestillingen kan vende bunden i vejret på nationaldigteren, fordi den har en kærlighed til den gamle, geniale krukke, og fordi den ikke bare har læst eventyrene, men også forfatteren selv.

Bevægende får den skabt et portræt af en digter, der længes efter at blive set som kunstner, men også som menneske og mand – uden det sidste nogensinde lykkes.

Amanda Collin, Nicolai Jandorf og Jonas Munck Hansen lægger ud som klicheer over bibliotekartyperne, men i mødet med litteraturen foldes ukendte sider ud hos dem.

Kantede, kontrollerende Karen rummer så mange brændende vulkaner, at hun ikke kan holde udbruddene tilbage. Nicolai Jandorfs frække Leffe, som alligevel bliver ængstelig, da Karen fyrer op, og Jonas Munck Hansen som den evige tilskuer Peder, der i H.C. Andersens dødsøjeblik omsorgsfuldt giver digteren det, han har brug for.

På den måde er der bag Heinrich Christensens frække og festlige farce en lige så alvorlig hyldest til litteraturen og kunsten og til det, den kan forløse i os som mennesker. Når vi altså lukker den ind i vores liv.

Hvad: »H.C. Andersens samlede eventyr«.

Hvem: Dramatiseret og instrueret af Heinrich Christensen. Scenografi: Lisbeth Burian. Komponist: Jonas Munck Petersen.

Hvor: Mungo Park Allerød. Til 12. december.