»Vigtigt, at publikum føler sig forkælet«

Østre Gasværks nye direktør, Pia Jette Hansen, har sammensat et program for den kommende sæson, der spreder sig bredt over genrerne og går langt uden for teatrets sædvanlige rammer.

Pia Jette Hansen foran Østre Gasværk Teater, som hun i den kommende sæson vil fylde med en frodig blanding af fest og farver, sang og musik, socialtengagement og teater i den seriøse ende af spektret. Fold sammen
Læs mere

»Jeg har det sådan, at min krop nærmest er ved at eksplodere af alle de muligheder jeg ser. Jeg er én af dem, der kan se muligheder allevegne, og derfor virker mulighederne nærmest uendelige for mig.«

Siger Østre Gasværks direktør, Pia Jette Hansen, og man tror hende gerne, når man ser – og ikke mindst hører hende fortælle om – det første sæsonprogram, hun har lavet for teatret i den gamle gasbeholder på Østerbro siden sin ansættelse i august sidste år. Et program, der spænder vidt – fra musikteater for hele familien til klassisk kammerskuespil, fra cirkus til korsang og fra global jazz til Pia Jette Hansen selv i rollen som værtinde for de efterhånden berømte saloner.

Vi sidder udenfor i solen med en kop kaffe, mens det cirkelrunde teaterrum genlyder af hammerslag og boremaskiner. Det er forberedelserne til sæsonens første forestilling, »Cykelmyggen Egon«, bygget over Flemming Quist Møllers børnebogsklassiker, der allerede er i gang.

Pia Jette Hansen satte forestillingen op, mens hun stadig var direktør for Holbæk Teater. Den havde premiere for halvandet år siden og har turneret landet rundt, inden den 20. august havner i Østre Gasværk.

»Det er jo oplagt at spille »Cykelmyggen Egon« netop i år, hvor København og Rudersdal lægger location til flere etaper af VM i cykling,« siger Pia Jette Hansen, der benytter lejligheden til at åbne Østre Gasværk for aktiviteter, der retter sig mod en bredere palet både af publikum og af samarbejdspartnere. Der er indgået samarbejde med bl.a. Børnecancerfonden og Rynkeby, med Dansk Cyklistforbund, Københavns Kommune og Teknisk Museum om en række aktiviteter, der skal køre sideløbende med selve teaterforestillingen. Bl.a. cykelbaner, hvor børn kan lære at cykle sikkert til skole, ligesom der er sat gang i produktion af en skriggrøn cykelhjelm med en cykelmyg som »galionsfigur«.

»Tværfagligt samarbejde er mit varemærke, og jeg tror, det var én af grundene til, at jeg blev valgt som direktør. Bestyrelsen er godt klar over, at vejen frem er at være aktuel med det teater, man laver, og smide ankre ud i samfundet omkring teatret,« siger hun.

Bredt samarbejde er der også lagt op til med teatrets store julesatsning, »Stemmer fra Østre Gasværk«, hvor dirigenten Frans Mortensen skal stå i spidsen for ikke færre end 250 sangere fra hele Danmark – inklusive et hjemløse­kor, som skal dannes til lejligheden.

»Teater har til alle tider været med til at sætte fokus på den tid, vi lever i. Og hvis vi ikke skulle sætte fokus på hjemløse ved at bringe dem ind i en teaterforestilling i 2011 – hvornår skulle man så?«

Made in Europe

I 2012 overtager Danmark formandskabet for EU, og det har inspireret Pia Jette Hansen til en teaterkoncert med sangerinden Caroline Henderson med afsæt i hendes jazzplade »Made in Europe«. Men der står også traditionelt teater på programmet i næste sæson, nemlig Lars Noréns psykologiske nyklassiker, »Dæmoner«, om to ægtepar i en afsporet verden.

»Jeg synes, det er meget vigtigt, at Østre Gasværk også er et skuespilteater uden sang og glamour, fest og farver,« siger hun til spørgsmålet, om hun ikke breder sig lovligt meget over genrerne:

»Hvis man vil fastholde sit publikum og have abonnenterne til at tage teatret alvorligt, er man nødt til at komme med tilbud, som gør, at publikum føler sig forkælet. Det nytter ikke kun at sætte teaterkoncerter op.«

Salonerne fortsætter

Og så til de meget omtalte saloner, »Kaffesalon – kun for kvinder« og »Ølsalon – kun for mænd«, som Pia Jette Hansen efterhånden har stået for i flere end ti år og som hun agter at fortsætte, selv om hun både er blevet politianmeldt for kønsdiskriminering og senest er blevet beskyldt for at have en »dybt reaktionær« kønsforståelse.

»Salonerne opstod i sin tid, fordi jeg gerne ville lave et forum, hvor kvinder fik lov til at få gode idéer sammen. For vi ved jo, at kvinder er kulturbærere over hele verden, og skal der ske forandring, også kulturelt, må vi tage fat i kvindenetværk,« siger hun.

»Men »kun for kvinder« er jo kun en titel, og kommer der mænd, skal de også være velkomne.«

Salonerne – både dem for mænd og dem for kvinder – går tæt på alle mulige emner. Og det er nye emner og nye oplægsholdere hver gang.

»Det fantastiske ved de saloner er, at folk køber billetter til noget, de ikke ved hvad er,« siger Pia Jette Hansen. »De ved aldrig, hvad de kommer til at opleve. De er fantastisk modige og viser stor tillid til mig.«