Verdi på Operaen: Kongen døde. Vandet flød. Musikken spillede. Men hvad var egentlig meningen?

»Maskeballet« er set smukkere og vildere end den lidt vandede udgave, der nu har fået premiere på Operaen.

Et ægtepar i krise: Johan Reuter og Gisela Stille i »Maskeballet«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Camilla Winter
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

En mand opdager, at hans bedste ven, kong Gustav af Sverige, flirter med hans elskede hustru, og beslutter sig for at slå kongen ihjel. På samme tid pønser også andre, men af andre grunde, på at aflive den flirtende monark, så den bedragne slutter sig til de sammensvorne og bliver ved lodtrækning udpeget til at være den, der skal levere de dræbende skud. Og det gør han så.

Dette er essensen af Giuseppe Verdis store opera »Maskeballet«, og hvis det lyder ret enkelt, er det, fordi det også er ret enkelt. »Maskeballet«, som digteren og advokaten Antonio Somma skrev ordene til, er et dejligt overskueligt og stramt komponeret musikdramatisk værk, og den store Verdi var sjældent bedre end her, hvor det muntre, det tragiske, det henførte og det uhyggelige går op i en højere musikalske enhed.

Et herligt stykke musikdramatik, med andre ord. Og derfor også et værk, man ikke bør gå glip af at se på scenen, når lejligheden byder sig, selv om den opsætning, der lørdag havde premiere på Operaen, ikke hører til de mest mindeværdige.

Trængsel på scenen: Til maskebal i »Maskeballet«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Camilla Winter.

Bevares, der blev sunget og ageret topprofessionelt hele vejen igennem, med Gisela Stille som hustruen, Amalia, Matteo Lippi som kong Gustav, Johan Reuter som kongens ven og Johanne Bock som den spåkone, der forudsiger kongens død ved vennehånd, og så var der to mindre roller, der rigtigt gjorde indtryk: Dels koloratursopranen Rainelle Krause, der gav den fuld dejlig scenisk og vokal skrue som kongens glade page, Oscar, dels – i de få korte passager, der er dén figur beskåret –  Henning von Schulman i rollen som en af de sammensvorne. Brava og bravo.

Myrdet i virkeligheden

Og her skal det så for de uindviede lige indskydes, at på grund af samtidens censur måtte Verdi og Somma ændre karaktererne i deres oprindelige opera, så det ikke længere var den også i virkeligheden myrdede svenske konge, der stod i centrum, men en til lejligheden opfundet guvernør i Boston. I dén version blev »Maskeballet« uropført i 1859, og i den version er den gennem tiden oftest blevet opført, men på Operaen har man altså valgt kongemodellen, og det gør hverken fra eller til. En klar idé med det hele havde været velkommen, men var ikke rigtig til at få øje på. Hvad er egentlig meningen med alle de mange visuelle hints til det maritime? Hvorfor er kongen blevet en sømandskonge? Hvad sker der lige?

Bedst fungerede scenen i det dystre landskab, hvor Amelia sanker urter til en trylledrik, der skal få hende til at glemme sin passion for kongen, men meget var bare ikke særligt pænt at se på eller medrivende at overvære, hverken åbningsscenen, hvor kongen vågner i sin spraglede kongeseng og giver audiens til store og små, eller til sidst, ved det maritimt inspirerede maskebal, hvor damer med skibsdiademer og herrer i admiralsuniformer – der var den igen – gør deres bedste for ikke at stå i vejen for hinanden, inden kongens ven affyrer det dræbende skud mod den symbolsk sejlende regent. I det hele taget var denne aften i Operaen en sært uengagererende omgang sammenlignet med den fremragende udgave af Verdis næsten samtidige værk »Simon Boccanegra«, man kunne opleve sidste år samme sted.

Igen: Hvad er egentlig meningen?

Provokationer, tak!

Når et af den klassiske operalitteraturs store værker sættes op på en operascene, må værket og nutiden gerne gå i intelligent og udfordrende dialog. Det gør heller ikke noget, hvis traditionalister ligefrem bliver vrede og kræver pengene tilbage, fordi de synes, at det hele er lidt (eller meget) provokerende. Denne »Maskeballet« – en coproduktion med Den Norske Opera & Ballett – synes omvendt at være sat i verden for i sin relative vandethed slet ikke at genere nogen. Det er sjovt nok med til at gøre den en lille smule irriterende.

Men det var dejligt, at orkester og kor forventeligt var i absolut topform, en fryd af præcision og velklang under ledelse af en kær gammel kending, italienske Paolo Carignani, der netop er blevet udnævnt til Det Kongelige Kapels 1. gæstedirigent. Og så må det også lige gentages, at selv om »Maskeballet« er set og hørt smukkere, klogere og vildere andre gange og andre steder, er dette ikke en grund til ikke at tage havnebussen til Dokøen. »Maskeballet« er en oplevelse ud over det gennemsnitlige. Selv med en opsætning som denne, der ikke på alle niveauer hæver sig over lige præcis dét.

Maskeballet

Musik: Giuseppe Verdi. Iscenesættelse: Karolina Sofulak. Scenografi: Alex Eales. Det Kongelige Kapel og Kor, dir.: Paolo Carignani.