Strid storm på skrænten

Der er sus på scenen i Det Lille Teaters nye, farveglade og poetiske forestilling »Da Lille Madsens hus blæste væk«, der er en dramatisering af Jakob Martin Strids populære børnebog med samme titel.

Sammen med sit hus og hunden Luffe bliver hovedpersonen, Lille Madsen, blæst helt op på toppen af Benbrækkerbjerget. Men trods hjælp fra alle beboere i hjembyen inklusive general Kaput, der sender en skinke af sted med kanon til bjergtoppen, er det et nys, der redder Lille Madsen hjem. Meget fin er forestillingens blanding af skuespil og dukketeater, og der er god kontakt til børnene hos de tre garvede skuespillere, Claus Bue, Bo Carlsson og den herligt spontane Søren Hauch-Fausbøll. Små detaljer som en hane, der galer på et hustag, og hunden, der logrer og tisser, vækker jubel hos de små tilskuere, der også kommer forestillingens digter Åge Lidenskjald til hjælp med at rime, når han skal skrive digt til Lille Madsen.