Spillesteder mistænkt for at snyde kunstnere

Ni spillesteder har tilsyneladende udvekslet oplysninger om, hvor meget de havde tænkt sig at tilbyde kunstnere for at spille.

Spillestedet Tobakken i Esbjerg har siden efteråret 2022 været ude i et stormvejr. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens Christian Top/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

En række spillesteder i Jylland og et på Fyn har ifølge JydskeVestkysten indgået aftaler om, hvor meget de vil betale for optrædener af en række musikere.

Det skriver avisen på baggrund af en aktindsigt, som den har søgt i dokumenter vedrørende spillestedet Tobakken i Esbjerg. Tobakken erkender ifølge avisen, at spillestedet muligvis kan have gjort sig skyldig i overtrædelse af konkurrenceloven.

Ifølge avisen viser korrespondancen mellem spillestederne, at Tobakken og otte andre spillesteder – hvoraf kun Godset i Kolding også navngives – i en såkaldt erfa-gruppe blandt andet har udvekslet oplysninger om, hvad de vil byde for de enkelte artister.

Angiveligt omtales i en e-mail en »musketered« om, hvad en kunstner skulle tilbydes for at spille.

Den slags aftaler kan være forbudt. Konkurrence- og forbrugerstyrelsen skriver i sin vejledning om konkurrencebegrænsende aftaler:

»Det er lovligt, at en virksomhed orienterer sig om markedet og konkurrenternes priser, når virksomheden skal fastsætte sine egne priser. Det er derimod ikke lovligt, hvis en virksomhed og dens konkurrenter udveksler oplysninger om deres priser. Det er en alvorlig overtrædelse af konkurrenceloven, som kan blive straffet med bøde eller – i grovere tilfælde – med fængsel.«

Bekymrende »gentlemanaftaler«

Juraprofessor Bent Ole Gram Mortensen har i JydskeVestkysten vurderet korrespondancen mellem spillestederne. Han forklarer, at det hurtigt kan opfattes som konkurrencebegrænsende aftaler, hvor kredsen af spillesteder indgår nogle »gentlemanaftaler« om, hvor meget man vil betale kunstnerne.

»Det beror på en konkret vurdering af hele materialet, men umiddelbart vil jeg mene, at det lyder ret bekymrende,« siger professoren til avisen.

Afsløringerne kommer efter et stormfuldt halvår på Tobakken, der også har inkluderet en fyring af den mangeårige spillestedsleder, Jan Mols, der i samme ombæring blev politianmeldt, skriver Kulturmonitor.

Siden skar Tobakken sin bemanding fra ni til seks personer, og der skete rokader i ledelsen og bestyrelsen, skrev Kulturmonitor for to uger siden.