Sommerens bedste teater: Her er fem forestilinger, der er værd at se

AOK
Scene
Guide

SCENE: København er fuld af store og små scener. Berlingskes sceneredaktør, Jakob Steen Olsen, guider dig hver uge til, hvad der værd at bruge tid på, når det gælder en tur i teatret.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Vil du en tur i teatret, men er i tvivl om, hvad du skal se?

Berlingskes sceneredaktør Jakob Steen Olsen hjælper dig med at holde øje med, hvad der går på de københavnske scener og guider dig til, hvad det er værd at bruge en aften på.

Med andre ord: Hvad er bedst lige nu?

1

Thit under åben himmel

Det Flydende Teater skaber hver sommer fine små forestillinger om danske forfattere i det smukke på eller langs Bagsværd Sø.

I år holder man til i parken ved udstillingsstedet Sophienholm, i sig selv et besøg værd, hvor publikum sidder med med smuk udsigt til søen som en levende og sanselig kulisse for dramaet om forfatteren og kvindesagskvinden Thit Jensen, der strides mellem frihed og tryghed – i evig kamp for andre kvinders vilkår, men også for selv at blive anerkendt i skyggen af sin berømte bror, nobelpristageren Johannes V. Jensen.

Uddrag fra anmeldelsen:

»Forestillingen glorificerer på mange måder Thit Jensen som revolutionær kvindesagsforkæmper i en tid, hvor hendes synspunkter er mere moderne end nogensinde. Men heldigvis – om ikke andet, så for dramatikkens skyld – har den også blik for hendes svagheder som menneske. En dobbelthed, som Ene Øster Bendtsen forvalter aldeles fremragende som Thit. Hun giver den determinerede og polemiske dyrlægedatter fra Himmerland en stædig stålsathed. Der er oprør og trods i den lille, spændte krop. Men også en stejlhed, en kolerisk opfarenhed og en ubehagelig hævngerrighed, der effektivt lader hende forvandle sig til noget nær en heks, der udsender forbandelser i alle retninger, når nogen stiller sig i hendes vej. Og hun har sikkert blik for den isolerede følsomhed, der i perioder lammer hende bag det imposante ydre. Hun illuminerer med andre ord ikke bare Thit Jensens triumf, men også hendes tragedie.«

Læs anmeldelsen her.

2

Rå rockenergi

Den fik lutter flotte anmeldelser, da den havde premiere for nogle sæsoner siden i Den Grå Hal på Christiania. Men nu har musicalen »American Idiot«, der bygger på den amerikanske rockgruppe Green Days´ album af samme navn, fortjent fået en tur mere i manegen – denne gang i Østre Gasværk Teaters store scenerum.

Da Berlingskes anmelder Anne Liisberg så forestillingen ved danmarkspremiere, var der lutter lovord til musicalen, der forener rå rockenenergi, en ukompliceret historie om at blive voksen og en kritik af et uigennemskueligt samfund.

Uddrag fra anmeldelsen:

»Det er ikke nogen stor historie, men det er en historie, de fleste af os kan forholde os til, for unge har vi alle været, og momentan afmagt over verdens tilstand kan vi også alle opleve. »American Idiot« er både et udtryk for denne tilstand, men sandelig også en trøst med sin livgivende energi, der rækker langt ud over den superprofessionelle produktion.«

Den svenske rockstjerne Viktor Norén, Julie Steincke, Johannes Nymark og Diluckshan Jeyaratnam tager sig af de væsentligste roller.

Læs anmeldelsen her.

3

Endelig kan vi grine ad corona

Berlingskes teaterredaktør, Jakob Steen Olsen, var forbi Dyrehavsbakkens cirkusrevy, der nærmest er blevet et symbol på, at vi snart kan grine igen. Det er en revy, der nærmest former sig som et opgør med alt det, vi efterhånden god må sige, vi er trætte af ved corona. Den har i det hele taget alt, man efterhånden kan forvente af Danmarks største revy. Herunder akkurat Ulf Pilgaard, der takker af efter et langt livs indsats i latterteltet.

Uddrag fra anmeldelsen:

»Lad os slå det fast med det samme: Årets udgave af Cirkusrevyen er en succes. Værd at vente på. Den har faktisk det hele. Den har showet: De obligate, sexede dansenumre sidder lige i skabet, udstyret er bedre end længe. Den har det sjove: Selv de ding-dong-goddag-hvad-skal-det-være-sketches, der vel kan betegnes som hurtige illustrerede vittigheder, gribes an med fart, tempo, schwung og spilleglæde. Og sidst, men ikke mindst: Den har satiren.«

Læs anmeldelsen her.

4

Sprællevende Holberg

Holberg er svær at spille, så skabelonerne får liv. Og så den morale, der ofte knægter alt det, der skejer en smule ud, bliver udfordret. Men for Grønnegårds Teatret lykkes det til fulde at knække koden til Holberg. »Jean de France« er både sjov, legende og fuld af mening. Med det nye stjernenavn Nicolai Jørgensen som et festligt, farligt – og stakkels – midtpunkt.

Uddrag af anmeldelsen:

»Hans Jean spjætter, snurrer og tripper af den begejstring, han ikke bare føler over sig selv, men også over alt det, han har lært. Og med en menneskelighed inde bag alle falbeladerne. Hele tiden i stand til at overraske med de betoninger, der afslører nye lag af figuren. Det hele vibrerer af liv. Hvis man ikke allerede vidste, at han er fremtidens mand i dansk teater, så ved man det nu.«

Læs anmeldelsen her.

5

Fornyer uden at forråde

Den gamle operettetraver »Sommer i Tyrol« er i Folketeatrets »moderniserede« udgave befriet fra tyrolerkitsch og er i stedet lagt an som en fysisk, lettere absurd farce med fokus på ironien snarere end musikken. Men Berlingskes anmelder Jakob Steen Olsen synes, at det kniber lidt med varmen hos det centrale par, overkelneren Leopold (Pelle Emil Hebsgaard) og hans udkårne kroværtinde (Meike Bahnsen).

Uddrag af anmeldelsen:

»Den er livsaligt respektløs over for materialet. Vel at mærke på en herligt respektfuld måde. Den fornyer, men den forråder ikke. Den skruer op for tempoet og ned for realismen, tilsætter falden på halefysik, går planken ud med absurditeterne og opjusterer i det hele taget halløjet på bjerghotellet.«

Læs anmeldelsen her