Den smægtende, festlige musik er den samme, men det meste af resten er byttet ud. Kasper Holten, Det Kongelige Teaters direktør, har fået den gode idé at lade Adam Price skrive en helt ny tekst til Franz Lehárs gode gamle operette »Den glade enke«.
Hovedpersonerne, der skal bruge det meste af forestillingen på at finde ud af, at de ikke kan undvære hinanden, hedder stadig Hanna Glawari og Danilo. Men nu er Hanna blevet enke efter en stenrig, jysk svineproducent og Danilo en teaterstjerne, der har kendt bedre dage.
Det meste af handlingen er nemlig hensat til et forarmet teater, der minder ikke så lidt som Det Kongelige Teater selv.
Det giver anledning til en fuldfed, højaktuel satire over den kulturverden, der er stadig mere presset af kravet om at sælge en masse billetter udefra og en galopperende djøfisering indefra.
Uddrag af anmeldelsen:
»Det er alt sammen godt gakket, og der er med skyldig hensyntagen til forlægget også både fest og farver og champagnebrus og cancanpiger, ligesom man forkæles af Steffen Aarfings generøse scenografi, der ubesværet giver plads til både døde grise, dansende grisepiger og svinske sociale mediekommentarer.
»Der mellem tusind svin vil du se, du er min,« lyder det symptomatisk i en af de smukke duetter, og hvis ellers man kan leve med, at de dejlige alvorlige steder, der vitterlig også er i den oprindelige »Den glade enke«, aldrig bliver rigtigt alvorlige i denne glade svinesti af en forestilling, så er den svær at komme udenom:
Her er et stykke teater, der helt åbenlyst (og helt i kulturpolitikernes ånd) gerne vil trække et stort, bredt sammensat publikum til, samtidig med at det i sig selv er en satire over et teater, der helt åbenlyst gerne vil trække et stort, bredt sammensat publikum til. Vidunderligt paradoksalt!«