Skal vi seriøst tro på, at dét er den bedste vej til frihed for moderne kvinder? I så fald er der grund til bekymring

AOK
Scene
Anmeldelse

Nutidens unge kvinder står overfor mange udfordringer. Nyskreven forestilling har desværre ikke et stærkt bud på, hvordan de kan deale med dem.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Har du nogensinde hørt om kvartlivskrisen? Begrebet fandtes ikke, da jeg selv var 25, hvilket dog ikke forhindrede mig i at mærke det, der i dag kaldes kvartlivskrisen. For pludselig hastede alt lidt mere, studiet gik ind i den alvorlige fase, og hvad så bagefter? Hvad skulle det hele føre til?

Zara Lea Palmquist har skrevet et nyt stykke om kvartlivskrisen for to unge, ganske forskellige kvinder. De er på krisekurs i fuld turbo og fulde af forvirrende følelser.

Anne Sofie Wanstrups grå Liva har en passiv-aggressiv attitude over for livet. Hun prøver at skjule sig i uformeligt tøj. Bor i en dårlig lejlighed. Skifter roommates konstant. Mor syntes, hun skulle læse til havbiolog, men Liva valgte husdyrvidenskab – der viser sig alligevel at handle mest om fisk. Og som om det ikke var nok, kommer bussen aldrig til tiden, det kan resultere i, at hun dumper sin bachelor!

Hun er vred, hun skælder ud, hun er psykisk stærkt udfordret. En middelklassetaber kalder hendes nye lejer, den farvestrålende bimboagtige Makaria, hende. Dem er Danmark fuld af, siger hun.

Den forelskede pudsefisk

Maria Cordsens Makaria er den livlige, sociale partypige. Som har fuldstændig ligeså meget at slås med som sin udlejer, den triste, grå Liva. Fold sammen
Læs mere
Foto: Martin Høyer.

Hemmelighedsfulde og mystiske Makaria (Maria Cordsen). Til tider har hun nærmest karakter af at være en ånd, gemt som hun for det meste er bag det gennemsigtige stof, der deler scenen.

Men måske er hun heller ikke virkelig? Pudsefisken er et gennemgående symbol i forestillingen. En ufatteligt narcissistisk fisk, der forelsker sig så meget i sit eget spejlbillede i havoverfladen, at den til sidst dør af det. Måske lykkelig, fordi det sidste, den ser, er dens eneste ene. Men måske også uforløst, fordi den aldrig for alvor kommer tæt på det attråede objekt i vandspejlet.

Så ja, noget – meget – tyder på, at Makaria egentlig er Livas smukkere, vildere og mere fascinerede spejlbillede. At Liva spalter sig, når hun har brug for at slippe ensomheden og hente styrke. Men jo mere Makaria tager over i Livas liv, jo mere får hun og forestillingen også præg af en psykotisk tilstand.

Jackpot på lykke

Her føler jeg, at forestillingen knager for meget i fugerne til, at helheden holder. Liva introduceres til Elusia-universets lykkelovninger af Makaria som et alternativ til onlinefællesskabet for de æstetisk udfordrede – en mere politisk korrekt omskrivning af det at være grim. Elusia giver en fuckfinger til al den slags. Medlemmerne lærer at være frygtløse, at æde de gamle mænds verden og slippe frygten for ikke at se godt nok ud.

Anne Sofie Wanstrups Liva føler sig usikker i auditoriet på universitetet. Indtil Elusia siger, hun skal æde de gamle mænds verden, og hun crasher undervisningen med en spand med sild. Fold sammen
Læs mere
Foto: Martin Høyer.

Det lyder stærkt og fuld af selvrespekt som moderne aktivistisk løsning. Men Elusia-løsningen har mere karakter af kult eller hjernevask, end den står frem som et stærkt alternativ til tidsåndens indirekte krav om perfektion og fuld jackpot på lykke og succes i første ryk. Det er muligvis en let vej til lykke at lade sig opsluge og rette ind efter et system. Men skal vi seriøst tro på, at det er den bedste vej til frihed og selvstændighed for moderne kvinder? I så fald er der grund til bekymring på deres vegne!

Livetegningen som højdepunkt

»Elusia« har sine stærke øjeblikke. Som scenen, hvor Makaria igen og igen smadrer sit hoved ned i en hård bordplade på en date, mens blodet flyder over scenetæppet fra Maria Cordsens overdimensionerede, forvredne ansigt.

I det hele taget er det det visuelle, der løfter aftenen. Som stærk medspiller og medvirkende, hvor »Elusia« brænder igennem. Forestillingens største fascinationskraft er livetegner Bob Lundgreen. Med få streger lukker han Liva inde i det auditorium, hun ikke føler sig hjemme i. Med svulstig overdådighed tegner han mønstre og blomsteragtige symboler og gør Elusia lokkende også for os.

Men som generationsbud på de udfordringer unge står overfor lige nu? Der bliver »Elusia« for diffus og dermed svag.

Elusia

Manuskript: Zara Lea Palmquist. Iscenesættelse: Jesper Pedersen. Livetegning: Bob Lundgreen. Teater Grob. Til 18. september.