Seje tøser, sex og slagsmål: Upper West Side er nået til Operaen. Sådan da

Der er langt fra Manhattan til København, og det kan mærkes i Det Kongelige Teaters nyopsætning af »West Side Story«. Men værket er og bliver mageløst. Og den ungdommelige entusiasme er ikke til at tage fejl af.

Puertoricansk pigehygge på Upper West Side: Linnea Stenbeck, Emilie Groth Christensen, Nadin Reiness og Linda Arunee Olofsson. Fold sammen
Læs mere
Foto: Miklos Zsabo
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der er ikke meget musikteater, der er meget bedre end »West Side Story«.

Musikken har hårdhed, blidhed, tempo, kompleksitet, sødme og melodi.

Sangteksterne er eminent dygtigt skruet sammen, suverænt sangbare.

Og så er der selve historien: Den Romeo og Julie-inspirerede fortælling om banderne The Jets og The Sharks, der rivaliserer på New Yorks Upper West Side, og om de to unge mennesker Tony og Maria, der har deres loyalitet i hver sin lejr, og som forelsker sig uheldssvangert dybt i hinanden.

Det slutter med dødelig vold, og det er så sørgeligt, men det er også så smukt, og det var revolutionerende, dengang i 1950erne, da værket blev skabt, overhovedet at præsentere publikum for en musical, der endte tragisk. Musicalen som genre blev voksen. Der var et før og et efter.

Og »West Side Story« havde fået musik af Leonard Bernstein og sangtekster af Stephen Sondheim, og de havde gjort det så godt, at også musicalskeptikere måtte og må overgive sig. Værket er et mesterværk, og i Thomas Bendixens nyopsætning på Operaen gør de medvirkende, med velsyngende Søren Torpegaard Lunds Tony og yndigt klingende Emilie Groth Christensens Maria i spidsen, sig umage for at leve op til standarderne. Der er energi og ungdommelig entusiasme på scenen. Der er masser af den. Det er det vigtigste.

En ung mand, der kan synge: Søren Torpegaard Lund som Tony. Fold sammen
Læs mere
Foto: Miklos Zsabo.

Men der er også langt fra Dokøen til Manhattan, og én af denne forestillings forudsigelige mangler handler helt basalt om sprog – og ikke mindst om den måde, banderne og deres respektive baglande ytrer sig på. Der er jo på den ene side The Jets, de »hvide« indfødte new yorkere,  og der er på den anden side rivalerne i The Sharks med deres rødder i Puerto Rico, og deres sprog er markant forskellige. Dét er en pointe i sig selv, og dén pointe går tabt, når »West Side Story« bliver oversat til et fremmedsprog, der bliver talt meget langt fra Manhattan.

Højst en tilnærmelse

Ud med badevandet ryger også de klanglige og betydningsmæssige nuancer i Stephen Sondheims sublime sangtekster. Når for eksempel Maria – den purunge forelskede pige, der for første gang føler sig som kvinde – udtrykker det forunderligt nye, der sker i hende, med ordene »I feel pretty«, er det  bare ikke det samme som »Jeg er dejlig«, og når Tony og Maria synger »I nat«, klinger det bare ikke lige så godt som »Tonight«. »West Side Story« på andet end amerikansk er højst en tilnærmelse.

Det, der virker allerbedst, er de mange lækkert koreograferede, hårdtslående og sexede ensembler med dans og sang Fold sammen
Læs mere
Foto: Miklos Zsabo.

Men igen: Der kæmpes godt og bravt på scenen – tænk at bandevold kan være så smuk! – og det, der virker allerbedst, er de mange lækkert koreograferede, hårdtslående og sexede ensembler med dans og sang,  der er så umiskendelig en del af denne musicals dna.

Et højdepunkt, hvad netop dét angår, også i den aktuelle opsætning, er »America«, hvor det er vores puertoricanske venner, der morsomt og selvironisk folder sig ud, og her i København er der også meget godt at hente i det pragtfulde nummers temperamentsmæssige modsætning, den håbefulde hymne »Der bli´r plads til os« (bedre kendt som »Somewhere«). De medvirkende fremfører den sårbart afvæbnende i hvidt undertøj (og jo, det virker!), og der er mange andre  fint udførte scener, med kampklare drenge, der vil slås, og seje tøser, der ikke vil finde sig i noget, og overalt er der denne mageløse musik, som man slet ikke kan få nok af.

Temperamentsfuld kæreste

Og ellers? Jo, altså, de meget enkle kulisser består i hovedsagen af new yorkske brandtrapper, og så ved vi da, hvor vi er, hvis vi ellers skulle være i tvivl, og at musikerne har fået plads bag scenen og på den måde bidrager til det samlede visuelle udtryk, gør i hvert fald ingen skade. Niveauet hos instrumentalisterne er i øvrigt forventeligt tårnhøjt, og det ville nok være for meget at forlange, at der så også oven i hatten blev leveret skuespilkunst af høj klasse.

De dansende og syngende i denne nyopsætning af »West Side Story« synes først og fremmest valgt for deres evner til at, ja, danse og synge, og det er jo også det vigtigste, og så er Julie Steincke i den forbindelse bare undtagelsen, der bekræfter reglen: Som Shark-bandelederen Bernardos temperamentsfulde kæreste, Anita, giver hun alle de andre baghjul med sin sceniske og vokale professionalisme.

Hvis man vil opleve denne perle af et stykke musikdramatik i en komplet lydefri opførelse, skal man med andre ord drage udenlands (eller se de to filmatiseringer), men det er ikke af den grund dårligt musikteater, Det Kongelige Teater viser. Slet ikke.

Tonys og Marias kærlighedshistorie bevæger, her som altid. Også selvom der denne gang er meget langt til Manhattan.

West Side Story

Operaen, store scene. Instruktion: Thomas Bendixen. Direktion: Robert Houssart. Scenografi: Palle Steen Christensen. Kostumedesign: Astrid Lynge Ottosen. Koreografi: Miles Hoare. Medvirkende: Søren Torpegaard Lund, Emilie Groth Christensen (alternerende med Astrid Giske) m.fl. Oversættelse: Jesper Malmose. Sangtekster og dialog: Silas Bjerregaard.