Det irske punkband Fontaines D.C. spillede i går aftes 60 minutter på Orange Scene på Roskilde Festival.
Bandet valgte at give 10 minutter af deres spilletid til en stor gruppe propalæstinensiske aktivister, som blandt andet råbte »from the river to the sea.«
Det er formentlig den mest markante politiske manifestation på musikfestivalens hovedscene i nyere Roskilde-historie.
Du kan se et klip fra seancen øverst i artiklen.
»Festivaler som disse er nogle af de vigtigste steder, hvor vi kan undgå mediernes censur og tale om Palæstina,« sagde en af aktivisternes frontmænd blandt andet.
Han bad derefter festivalgæsterne om at råbe med på en række slagord.
»Free, Free Palestine,« råbte aktivisterne blandt andet.
»From the river to the sea, palestine will be free,« lød det senere.
Ifølge Berlingskes musikanmelder blev der også råbt »From Greenland to Palestine, occupation is a crime« (Fra Grønland til Palæstina, besættelse er en forbrydelse, red.).
Derudover bad aktivisterne publikum om at synge med på flere slagsange på arabisk om Palæstinas frihed.
På en storskærm ved siden af teksten stod: »Israel begår folkemord. Brug din stemme«.
Ingen kommentar fra Roskilde
Det er ikke første gang, at Fontaines D.C. opildner til antiisraelske udråb i forbindelse med koncerter. I sidste måned udspillede lignende scener sig i Barcelona i Spanien.
Berlingske henvendte sig derfor allerede inden koncerten til Roskilde Festival for at spørge, hvor deres grænse går i forhold til politiske budskaber.
Roskilde Festival afviste et interview, men udtalte følgende i et skriftligt svar:
»I udgangspunktet bakker vi op om aktiv stillingtagen, engagement og kunstnerisk ytringsfrihed. Vi bakker op om, at kunstnere bruger deres stemme og den platform, de har. Vi tolererer ikke hadtale eller opfordringer til vold. Skulle det ske, vil det altid være en vurdering i situationen, hvordan vi håndterer det mest hensigtsmæssigt.«
Berlingske forsøger igen at få en kommentar fra Roskilde Festival.