Den måtte lukke ned midt i en succesrig spilleperiode, men heldigvis har Det Ny Teater kunnet give sin flotte og vitale version af musicalklassikeren »Oliver!« endnu en tur i manegen.

Charles Dickens' roman »Oliver Twist« fra 1837-39 blev i 1960 til musicaludgaven, med gentagne opførelser også herhjemme.

Fortællingen er stadig den samme. Den om den stakkels, forældreløse dreng Oliver, der i Victoriatidens London havner blandt ludere og lommetyve på livets skræmmende skyggeside som et viljeløst objekt for både onde skurkes og pæne velgøreres intentioner. Preben Kristensen fører det store ensemble an som den fæle tyvekonge Fagin.

Uddrag af anmeldelsen:

»Man kan altså rolig tage i hvert fald de større børn med til »Oliver!«, der hverken er så twistet, at det gør noget, eller fuldt ud lever op til titlens udråbstegn. Dertil er den nok stadig for nydelig. Men Det Ny Teater får i hvert fald forlægget op i de omdrejninger, det kan komme. Det er også noget af en bedrift. Hvad er det, vor helt beder om på børnehjemmet, når har sat sin første klat vælling til livs? »Please, sir, kan jeg få noget mere?««

Læs hele anmeldelsen her.