»At skrive anmeldelser føles nogle gange som at skrive til en postkasse, som aldrig bliver tømt.«
Sådan skrev Erik Aschengreen, Berlingskes og Weekendavisens ballet- og danseanmelder gennem mange år, engang om sit virke. Det var dengang, papiravisen var det, man først og fremmest skrev til – inden klik og algoritmer sekund for sekund fortalte journalisterne, hvor mange der læser med.
Men det forhindrede ikke Aschengreen i at have et stensikkert blik for dem, han henvendte sig til. De læsere, der måske nok ikke havde været med til premieren på den danseforestilling, han selv havde overværet på deres vegne, og som han nu skulle formidle til dem. Men som han aldrig tabte af syne.
I et klart og tydeligt sprog var han en mester i at udlægge det, der var foregået, for sine læsere. Og han formåede at omsætte ballettens ofte abstrakte sprog – den kunst, der måske er sværere at fange i ord end nogen anden – i klare sætninger og beskrivelser, der fik glissader, piruetter og arabesquer til at træde frem af avissiden. Uden at udelukke dem, der måske nok ikke lige følte, de »havde forstand på ballet«.
I avisen øste han af sin indgående viden om dansen, sin smittende begejstring for kunsten, som han viede hele sit liv til at formidle.
Ikke bare på den daglige avis' flygtige sider – han var tilknyttet Berlingske fra 1964 til 2005 – men også som professor og karismatisk underviser på Københavns Universitet fra 1969. Her skrev han sin doktorafhandling om Jean Cocteau og dansen i 1986. Og her grundlagde han tre år senere studiet i dansens æstetik og historie. De studerende forgudede den vittige og begavede docent, der snart fik tilnavnet »Doktor Dans«, og som var ansvarlig for at uddanne et helt korps af dygtige danseanmeldere og -formidlere. Også ud over det, de fleste betragter som pensionsalderen.
På den baggrund var det en naturlig ting, at dansk danseformidlings grand old man – da han havde trukket sig tilbage fra anmeldergerningen – blev det første æresmedlem af Foreningen Danske Teaterjournalister.
Men Erik Aschengreen nøjedes ikke blot med at holde sig på afstand af den dans, han elskede så højt. Også på andre måder blev han en nøgleperson i forhold til akkumuleret viden om dans i Danmark.
Respekten for hans enorme viden om metieren førte tillige til, at han i lang årrække fungerede som underviser på Det kongelige Teaters Balletskole, hvor han proppede kunstartens historie ind i hovedet på morgendagens stjerner. Senere udfyldte han samme funktion på Skolen for Moderne Dans i Danmark, da en sådan blev etableret.
Kernen i hans liv
Selv i sin alderdom blev han ved med at skrive om den ballet, han var blevet forført af som helt ung. Han udkom blandt andet med en rost, monumental biografi om den store danske balletmester og koreograf Harald Lander. Det var Lander, som i begyndelsen af 1960erne også åbnede døren til den praktiske side af dansen for betragteren. Det skete i det Paris, hvortil Aschengreen så ofte som muligt valfartede til den lille lejlighed, han havde haft gennem mange år.
Han skrev sin egen glimrende balletfører, der refererede herligt til den opførelsespraksis, han altid havde for øje. Ligesom han i en enorm indsats dokumenterede hele Den Kongelige Ballets nyere historie i mammutværket »Der går dans« – med start i 1948, hvor teatret fejrede 200-årsjubilæum, men hvor han også selv for alvor begyndte at overvære stort set alle de forestillinger, han kunne komme i nærheden af på det teater, man vel nok kan sige blev kernen i hans liv.
Det var blandt andet den enorme erfaring, den overbevisende ballast, der var en af styrkerne ved Erik Aschengreens formidling: Han havde set det hele. Og kunne huske det.
Parret med det, der var styrken i hans evne til at sætte ord på dansen: Han elskede dansen af et rent hjerte. Og han ønskede brændende, at andre måtte få den glæde af den, som han selv havde fået.
I den forbindelse skrev han også et par mindre, mere anekdotisk prægede bøger, der dels beskrev hans egen livslange pardans med den kunstart, der startede allerede, da hans forældre gav ham billetter til teaterforestillinger i 1940erne. Og dels kortlagde hans personlige møder med en lang række af det sidste århundredes store dansekoryfæer fra ind- og udland.
Klar og tydelig
Han var mere end almindelig hurtig i hovedet. En begavet analytiker af det, han overværede. Og han var altid påpasselig med at afsige en uretfærdig dom. Det er næppe forkert at sige, at Erik Aschengreen måske nok ville have haft det sværere i vores tids mediemiljø, hvor domme skal være hårde for at få genlyd, rubrikker skal fange ind med det samme.
Det passede ham bedst at være en diskret domsafsiger. Man kan godt antyde, hvad man mener, uden at tage ære fra alt og alle. Og man skulle ikke fejlfortolke hans anstændighedsfølelse med holdningsløshed eller opportunisme. Så sent som i forbindelse med aflysningen af John Neumeier-balletten »Othello« var ballettens nestor klar og tydelig i sin afstandtagen fra beslutningen.
Den evne opdagede et stort publikum, da Erik Aschengreen tonede frem på skærmen som en af kulturkritikerne i programmet »Smagsdommerne«. Velartikuleret og velovervejet som altid.
Glimt i øjet
Og ikke så lidt vittig. Erik Aschengreens vid var lynsnart, skarpt, drilsk, præcist, men aldrig forulempende. Han var i det hele taget en herre med et skønt dansk, der klingede af verden, før den gik af lave. En klassisk, farverig og altid underholdende københavnerherre, som de stort set ikke findes mere, og som hilste på sine omgivelser med naturlig venlighed og et glimt i øjet. En kritiker er ikke nødvendigvis populær. Man kan gøre sig forhåbninger om at blive nogenlunde respekteret. Men Erik Aschengreen var mere end det, selv ind i balletfolkets kredse. Han var elsket.
Og så var han imponerende åndsfrisk til det sidste.
»Jeg er gået hjemmefra,« klukkede han sidste gang, jeg så ham. Det var få uger siden. Han sad og hyggede med en drink og et tæppe på en fortovscafé ved Frederiksholms Kanal en sensommeraften. Få hundrede meter fra sit hjem over det velkendte københavnerværtshus Centralhjørnet.
»Sådan ville jeg ønske, jeg også sidder, når jeg er lige så gammel som Erik,« sagde jeg til en af mine venner, da vi drev videre efter de muntre, drilske replikker, man altid kunne udveksle med ham.
Og sådan vil mange altid huske ham.
Med glæde.
Erik Aschengreen blev født 31. august 1935 og døde 9. september 2023.
