Det er løgn!
Det er usandheden – i stort set alle dens aspekter, kunstnerkollektivet Eye of the Tiger har sat sig for at undersøge på kryds og på tværs på Husets Teater.
Løgnen som bedrag, løgnen som vildledning og fake news, løgnen som nødudgang og tarvelig fornægtelse. Men også løgnen som nødvendighed: Er løgnen – den lille og den store – egentlig ikke en forudsætning for, at vi kan klare os gennem tilværelsen med os selv og dem omkrig os i behold? Er det egentlig en god idé at lægge alle kortene på bordet i tilværelsens store strippokerspil? Eller har vi brug for fortielsen og fortrængningen for at klare den virkelighed, der ikke altid er til at overkomme?
Eller som Henrik Ibsen vist nok syntes det i et berømt citat: »Tager man livsløgnen fra et gennemsnitsmenneske, tager man også lykken fra ham.«
Det er nu ikke »Vildanden«, hvor denne overbærenhedens livsfilosofi stammer fra, det handler om på Husets Teater. Derimod er det den norske forfatters fantastisk og fabulerende romantiske digt om »Peer Gynt«, en af verdensdramatikkens store løgnhalse – der er udgangspunktet for kunstnergruppens forestilling af samme navn.
Kærlighedens mirakel
Det er knap så meget indholdet, mere formen, der imponerer og interesserer ved den frie fortolkning af historier og tematikker fra »Peer Gynt«.
Tilskuerne – i hvert fald nogle af dem – er ikke fredede, men skal selv være en del af fortællingen om den kerneløse antihelt Peer Gynt, der stadig livet igennem undgår at træffe personlige valg, som går til grunde og genopstår igen, når han frelses fra fortabelse ved kærlighedens – her vel snarere selvindsigtens – mirakel.
Tidligere har gruppen blandt andet lavet det omdiskuterede, men stærke blandformsprodukt »Martyrmuseum« på teatret Sort/Hvid, der provokerede nogle ved at give plads til omtale af terrorister i sin interaktive blanding af udstilling og teater. I denne omgang udstyres udvalgte tilskuere med høretelefoner, hvor de modtager stikord eller replikker, de så bidrager med på scenen med eller uden akrylparykker.
Det er et sjovt og underholdende greb, der tillader tilskueren selv at fantasere, når de sagesløse, men investeringsvillige medlemmer af publikum i alle aldre og størrelser sådan agerer blanke statister i fortællingen – uden at man i øvrigt ønsker sig, at spareivrige teaterdirektører nu pludselig får en god idé!
Folkedragt og gummisko
Fortællingen til trods er der ikke så meget tilbage af det romantiske digt fra 1876, når først kunstnergruppen bag har taget os Jorden rundt og livet igennem med den omkringfarende Peer.
Den omskiftelige Morten Burian, alene på scenen i norsk folkedragt og solide gummisko, bærer ene mand på scenen fortællingen på sine skuldre – altså bortset fra den hjælp, han henter fra tilskuerrækkerne. Rammefortællingen er nogenlunde intakt, men her er den afmonterede Ibsen erstattet af en ordentlig dosis fri snak, der blandt andet hvirvler referencer til forfatterens eget liv åbenlyst løgnagtigt ind i historien om Peer Gynt.
Men som altså også når at lange ud efter alle mulige andre former for uansvarlig omgang med sandheden i en verden, der efterhånden har mistet sine absolutter, hvor enhver kan google sig frem til sin egen upålideligt sammenflikkede version af, hvad der er op og ned – her er troldekongen Dovregubben for eksempel forvandlet til en slesk redaktør, der bevidst skaber splid i verden for oplagstallenes skyld.
Hemmeligheder i behold
Morten Burian er og bliver en fascinerende skuespiller. Han virker umiddelbart som en venlig charmetrold, nærmest blid i sin indføring til det, der nu skal ske: »Det er vigtigt, at vi får sandheden at vide her i aften.«
Det forekommende smil, det lille glimt i øjet. Men nedenunder har han altid sine hemmeligheder i behold, og han er – for nu at blive i universet – ikke til at stole på. Han lægger hurtigt selvmodsigelser ind i sin talestrøm og flirter åbenlyst med sandhed og usandhed. Det kommer ham til gode også her, hvor han med lige dele manipulation og intimidering skal gelejde os – og Peer Gynt – frelst igennem.
Når sandheden nu skal frem, om man så må sige, kunne man godt ønske sig en noget strammere – og sådan set også tydeligere – forholden sig til løgnens anatomi. Det er, som om man har ladet sig forlede af Ibsens fabuleren, ladet Peer Gynts kerneløshed sætte sit præg på det, man gerne vil ud med. Gynt er jo ham, hvis psyke er sådan, at når man skræller ham som et løg, viser det sig, at der ikke er nogen midte.
Det havde gjort »Peer Gynt« til andet og mere end en retningsløs løgnehistorie, hvor alt skal med, som vil for meget og kan lidt for lidt. Det er ikke det, han siger. Det er mere løgnen i sig selv. Og det havde været rart, hvis de to ting hang lidt mere sammen.
Det havde kunnet løfte den til andet end den sjove, flippede leg med formen, der nu er det, man tager med sig.
»Peer Gynt«
Koncept: The Other Eye of the Tiger. Iscenesættelse og tekst: Henrik Grimbäck med fragmenter og tekstudvikling af Morten Burian. Scenografi og kostumer: Ida Grarup. Husets Teater til 20. maj.
