"Hvis Ole K. fra Valby læser dette"

Kan man synge en kontaktannonce? Det kan man i hvert fald. Tag selv på Teater Får302 og se efter.

Rikke Bilde og Jeanett Albeck i et følsomt øjeblik i »Er der nogen?«. Foto: Thomas Cato. Fold sammen
Læs mere
Foto: PR

Ideen bag forestillingen »Er der nogen?«, som gruppen Ensemble Ensemble spiller på Teater Får302, er enkel, men virkelig god. Tag en række af virkelighedens kontaktannoncer, samlet gennem en årrække, sæt dem til musik og gør dem til en hel lille, intim teaterkoncert. Uden at ændre et eneste ord.

Tænk over det: En kontaktannonce er jo en menneskeskæbne kogt helt ind.  På ganske få linjer blotlægger et menneske hele sin længsel, måske også sin ensomhed, men afslører tillige alt muligt andet om sig selv:

»Du skal gå når, du bliver træt. Eller når du keder mig« .

Alligevel får vi bare en bid af en identitet. Men stadig nok til at give fantasien næring. Hvem er det, der skriver? Taler de sandt? Får de held med deres forehavende? Hvordan skal det dog gå?  Og med den samling af billetmærkeannoncer, som danner forlæg for forestillingen, må man også bare konstatere, at menneskets erotiske begær - det er ikke overraskende drivkraften bag de fleste af sangene - rækker vidt: Tag nu bare sangen fra manden i sin bedste alder, der søger en kærlig trans over 90! Ja, hvorfor ikke?

Kom og tag mig

Og tag i hvert fald ikke fejl: De tre på scenen - Jeanett Albeck, Rikke Bilde og Kristoffer Fabricius - går til det hele med indføling og solidaritet. De kan spille, de kan synge, de kan spille komedie. Ingen behøver føle sig udstillede, selv om det altså også når at blive ret sjovt undervejs. Snart griner vi, snart er vi helt, helt stille. Snart er det grovmelerede og mere aggressive forlangender, der lægges vægt på - Jeanett Albeck folder sig pragtfuldt ud som en international dame med altfortærende kom-og-tag-mig-attitude. Snart er det den skære og ømme skrøbelighed, der sættes til bevægende toner, når et menneske holder hele sin eksistens nøgent frem.

De fleste på og bag scenen har en fortid og nutid i tilknytning til det stærke teaterkvindekollektiv Sort Samvittighed, der står bag forestillinger som Anne Linnet-teaterkoncerten »Hvid magi« og Tove Ditlevsen-portrættet »Tove! Tove! Tove!«. Det kan man godt mærke.

Sanselig fornemmelse

Der er noget af den samme legende tilgang til hvert nummer, der sættes på scenen med fantasifulde, lavpraktiske ideer, som forstærker sangenes fysiske rækkevidde, giver kropslig og sanselig fornemmelse. Som når en sang om erotisk begær akkompagneres af en grådig fortæren af et spidskålshoved - helt tæt på mikrofonen. Når en ældre kvinde males frem på et par strømpebusker trukket over hovedet. En gammel gubbe bliver lyslevende bare ved hjælp af nogle store elastikker ned over ansigtes folder. Eller når en blind mand, der savner en kvinde i sit rækkehus, udstyres med sorte kapsler på øjnene.

Den forestilling behøver ikke indrykke kontaktannoncer efter et publikum. En humoristisk og følsom perle.

Hvad: »Er der nogen«. Ide: Leila Vestgaard. Musik: Jeanett Albeck.  Iscenesættelse: Kit Maiken Mortensen. Scenografi: Marie Rosendahl Chemnitz. Koreografi: Signe Fabricius. Hvor: Ensmeble Ensemble på Teater Får 302. Til 14. januar.