Holberg under åben himmel kommer kun halvvejs i mål

Ludvig Holbergs »Maskerade« på Grønnegårds Teatret får ikke udnyttet komediens potentiale fuldt ud.

Fuld fart frem: Lukas Toya, Morten Suurballe, Patrick Baurichter og Anette Støvelbæk i »Maskerade« på Grønnegårds Teatret. Fold sammen
Læs mere
Foto: Bjarne Stæhr
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

På overfladen er Ludvig Holbergs komedie »Maskerade« egentlig et stykke mekanik. Selve intrigen er spinkel forudsigelighed: De unge, der skal giftes i et arrangeret ægteskab, vil ikke have hinanden, fordi de hver især har mødt én på en maskerade, de hellere vil have. Uden at vide, at den, de har mødt, rent faktisk er den, de er lovet bort til.

Men den er andet og mere end det. Den er en evig beskrivelse af generationskløften. Af ungdommen og dens behov for sjov og ballade på den ene side, og af de gamle, der har glemt, at de nogensinde selv har været unge, på den anden. Den er også Holbergs rationelle forsvar for maskeraden som symbol på livsglæden, det harmløse afbræk fra hverdagens og pligtsamfundets trummerum, vi alle kan have brug for med måde.

Selve den stiliserede, småfnisende udklædningsfest, der udspringer af scenograf Steffen Aarfings røde hjertekonstruktion, der står centralt på scenen, er der nu ikke meget ved i Grønnegårds Teatrets friluftsversion, selvom den udløser de unge elskendes, Leanders og Leonoras, hede kys i en hel lille minimusical midt i det hele. Skulle den være noget?

Men Charlotte Munksøs iscenesættelse har i hvert fald to kvaliteter: Den er gennemgående let og luftig, sådan som det passer sig for den spinkle komedie med dens hyldest til festen, tolerancen, ungdommen og kærligheden som budskab. Den er også ladet med respekt for Holberg, en vilje til at forlade sig på ordene, hvor meget den end tillader sig at modernisere – hele slutningen er lavet om til en nyformuleret morale, en hyldest til livsglæden, alle kan forstå.

Forbenet patriark

Det er slet ikke, fordi der ikke er noget at glæde sig over undervejs. Det er ikke en dårlig forestilling. Den kunne bare være bedre. Festlig, jo, men festlig nok? Vittig, ja, men vittig nok? Præcis? Ikke rigtig.

Helt så skarpt turneret som sidste års fremragende »Jean de France« er iscenesættelsen i hvert fald ikke. Fysikaliteten er for eksempel slet ikke så inspireret et grundvilkår som i sidste sommers anretning. Og man tvinges til at spørge sig selv: Er den komedie, der skal leve af sine skuespillere, forkert besat? Eller handler det om, at man ikke er nået langt nok i den menneskelige fylde, figurerne skal have, hvis det hele for alvor skal handle om noget? Hvis Holbergs mange ræsonnementer – pro et contra – i passager skal blive til andet og mere end aflirede replikker?

Morten Suurballe spiller bedsteborgeren Jeronimus enstrenget som en forstokket, vandrende pind med en gigtplaget opfattelse af ungdommen. Med åbenstående mund og øjne, der enten kniber sig sammen eller spiles helt op: mistro og vantro. Rigtig farlig bliver denne forbenede og forkalkede patriark ikke trods de brølende udbrud og den løftede stok, når han tyr til den vold, der begynder, hvor argumenterne hurtigt hører op.

Så langt, så godt.

Men hvad blev der af alle de muligheder, der er for at demonstrere den lille personlige tragedie: Den fornemmelse, Jeronimus må have af, at hans tid er endegyldigt forbi?

I stykkets ordrigeste rolle, den kvikke tjener Henrik, der omvendt skal forsvare den livsglæde og ligestilling, maskeraden betyder, kommer Patrick Baurichter også kun et stykke ad vejen.

Charme har han, sådan som hans forlorne smil kan blinke, sådan som øjet flirter uhæmmet med publikum. Høj på sin egen frækhed. Han har en egen opretstående værdighed, til trods for at denne Henrik – klog af skade – også ved, hvornår han skal dukke sig. Henrik formulerer faktisk ikke så lidt social indignation, ikke mindst i en replik, hvor Holberg lader ham beklage sig over voldssamfundet, hvor de nederste i samfundet bare må tage imod de prygl, de får. Han har tillige energien – en fræsende, småtosset hittepåsomhed – der kører derudad.

Tjeneren Henrik (Patrick Baurichter) lægger tålmodigt øre til de kærlighedskvaler, der har bemægtiget sig hans unge herre (Lukas Toya). Fold sammen
Læs mere
Foto: Bjarne Stæhr.

Men han mangler også noget. Et komisk overskud. En fornemmelse for stilen: Den fulde beherskelse af de virkemidler, der skal til, hvis komikken for alvor skal leve. Den store tamperret-scene – Henrik spiller både anklager, forsvarer og den anklagede – demonstrerer det sådan set tydeligt: Den var uden den skarpe træfsikkerhed og den tæmmede samling på leveringen, der skal til, hvis den skal fungere efter hensigten.

Mesterlig tydelighed

Anette Støvelbæk får ikke rigtig karakteriseret den mere sindige brudens far, der her er blevet brudens mor, skønt man mærker en glød under den blanke overfalde, mens Mathias Flints Arv er noget depressiv som gårdskarl, nederst i hierarkiet, og Camilla Lau må nøjes med at være fræk og frodig i verdens mindste Pernille-rolle. De nye talenter Lukas Toya og Laura Skjoldborg er søde som de unge elskende – navnlig hun brænder igennem med både forfjamskelse og temperament.

Morten Suurballe og Christiane Gjellerup Koch som det umage par Jeronimus og Magdelone. Fold sammen
Læs mere
Foto: Bjarne Stæhr.

Bedst af alle er Christiane Gjellerup Koch som den forlystelsessyge Magdelone, Jeronimus´ hustru. Hun mikrodoserer det lidt, hun har at gøre med, med en mesterlig tydelighed i intentionerne, når madammen siger ét, men tydeligvis mener noget andet. Kaster sig ud i fyrig kastagnettedans for alle pengene, men vinder endnu mere på sit skønne, veltimede stumspil. Hvad enten hun tripper af festiver – hun vil og nå på maskebal, koste hvad det vil  – eller straffer med kvindelig tavshed og bebrejdende blikke.

Her aner man, hvilket festfyrværkeri denne »Maskerade« kunne have været, men kun halvvejs er.

»Maskerade«

Komedie af Ludvig Holberg. Iscenesættelse og bearbejdelse: Charlotte Munksø. Scenografi: Steffen Aarfing. Kostumedesign Marie í Dali. Musikarrangementer og lydkompositioner: Kevin Oliver Eagle. Grønnegårds Teatret i Odd Fellow Palæets Have til 27. august.