Det vil være forkert at sige, at »Ugens Rapport« på det Kongelige Teater bliver hængende længe i sin tilskuer.
Men den er et glimrende eksempel på en dansk komedie med mening. Den vil underholde, men den vil andet og mere end det. Og den klæder i den grad Det Kongelige Teater i et forår, hvor den spiller side om side med forestillinger om kannibaler og krigens mordermaskine.
Den er naturligvis inspireret af historien om det vilde og vovede mandemagasin, der i begyndelsen af 1970erne solgte flere hundrede tusinde eksemplarer om ugen med sine saftige historier om sex, vold og kriminalitet og garnerede det hele med nøgne damer. Et miljø, der skriger på at komme på scenen i al sin kulørte excentricitet.
Forestillingen prioriterer det underholdende drive uden at give afkald på en anden og større historie, selvom man måske nok havde kunnet ønske sig, at dramatikeren Andreas Garfield havde skrevet sig endnu skrappere ind på de tanker, man sagtens kan mobilisere herovre på den anden side, hvor vi også har et skarpt blik for det grænseløses omkostninger. Det gælder ikke mindst i forhold til det kvindesyn, der kom til udtryk i bladet.
Drømmen, der brast
Hvad er det egentlig, historien om det for længst hedengangne mandemagasin handler om? Den bliver fortællingen om drømmen, der brast, festen, der sluttede. Den handler naturligvis om et kort øjeblik i historien, hvor en generation troede, at alt var muligt. Sådan som redaktøren, Kurt Thyboe, nærmest som en prædikant – på et tidspunkt endda højt hævet på kølerhjelmen af et sportsfly i fuld størrelse – sælger os budskabet om sit blad, er han på en frihedsmission, der lægger sig i forlængelse af nogle af de andre frigørende bevægelser, der fejede hen over verden for snart 50 år siden.
Hans bladledelse er båret af kærligheden til journalistikken, den vilde fortælling, hvor skribenten sætter sig selv på spil i sin research, skriver sig selv helt ud bag skrivemaskinen i vilde formeksperimenter. Han opfatter sig selv som en slags journalistikkens frelser, der fantaserer om den totale frisættelse af alle køn med journalistikken som løftestang: Rapports grænseløse historier skal vise ungdommen, at man kan alt her i verden.
Jazzet peptalk
Mads Rømer Brolin-Thani er glimrende som den centrale skikkelse. Han har naglet salig Thybo, der døde i november, til perfektion. Den maniske, synkoperede tale, der flyder fra ham i én lang, jazzet peptalk med overload af engelske gloser. Den lette gang, der minder om en boksers dans i ringen. Den pludselige usikkerhed, rytmeskiftet, der indsniger sig i takt med, at den store storyteller må gå på kompromis med sine egne idealer.
Det er en formidabel præstation, som hele Thomas Bendixens udmærkede iscenesættelse kan tage sin gesvindte rytme af. Og skikkelsen får en mørk undertone af de ægteskabelige scener derhjemme – en både skrap og sexet Johanne Louise Schmidt – og den syge søn, hvis livstruede, astmatiske åndedræt høres ildevarslende som et andet pulsslag under forestillingen. Det er her, vi forstår Thyboes ønske om at gribe dagen, leve i nuet, få noget ud af alt, inden det er for sent.
Der bliver gået til den
I virkeligheden er »Ugens Rapport« jo en tragedie, hvor skønt, den ellers får peppet det hele op med tidens toner – alt fra disco til punk – fra en boksering, hvor et sejt kvindeband kommenterer undervejs. Hvor skægt, underholdende og højtgearet den end får viderekolporteret et smånostalgisk syn på et redaktionsliv, der levede højt på skæve personligheder, der gik til kanten i bladet og i tilværelsen. Hvor sprællevende et ensemble af glimrende solister, der end får ridset en lang række excentriske skæbnevignetter op uden distraherende mellemregninger – Kenneth Christensen, Mikkel Arndt, Stine Schrøder Jensen, Jonathan Bergholdt Jørgensen, Casper Crump og Sigurd Holmen Le Dous fortjener alle at blive nævnt.
Og Johanne Louise Schmidt – der var hun igen, skarp i alt, hun foretager sig – dukker op som vores egen tid – ganske vist forklædt som en rødstrømpe fra 1970erne. Det er hende, der får lov til at fremføre den veltilrettelagte kritik af det kvindesyn, der gennemsyrer bladet, men som vi har sværere ved at goutere herovre på den anden side. Et tema der sagtens kunne have været foldet mere ud.
I det hele taget må fremtiden jo banke på. Ikke bare i skikkelse af smarte, grådige chefer og regneapparater fra øverste etage i bladkoncernen, der både har blikket stift rettet mod større bryster og færre omkostninger på bekostning af det, der egentlig interesserer Thyboe, nemlig journalistikken som en form for kunst. Men også i form af de ændrede tider, der gjorde vores alle sammens liv lidt mere regulerende, kommunale, end de var engang.
Det er det, man kan bruge »Ugens Rapport« til – ud over en glad og munter aften i selskab med gode skuespillere, der giver den gas. Vi kan kigge en smule på os selv: Hvordan gik det til, at det hele blev så fandens kedeligt? Eller som man sang, dengang det hele – på godt og ondt – var lidt sjovere, lidt vildere, lidt friere: Hvor er alle drømmene, du drømte?
»Ugens Rapport«
Manuskript: Andreas Garfield. Iscenesættelse: Thomas Bendixen. Scenografi og kostumedesign: Palle Steen Christensen. Lysdesign: Clement Irbil. Idé: Jakob Weis. Det Kongelige Teater, Skuespilhuset, Store Scene. Til 4. juni.
