Flere fem-stjernede forestillinger: Her er det bedste teater lige nu

AOK
Scene
Guide

SCENE: København er fuld af store og små scener. Berlingskes sceneredaktør, Jakob Steen Olsen, guider dig hver uge til, hvad der værd at bruge tid på, når det gælder en tur i teatret.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Vil du en tur i teatret, men er i tvivl om, hvad du skal se?

Berlingskes teaterredaktør, Jakob Steen Olsen, hjælper dig med at holde øje med, hvad der går på de københavnske scener, og guider dig til, hvad det er værd at bruge en aften på.

Med andre ord: Hvad er bedst lige nu?

1

Benhård kønskamp

Hvad blev der egentlig af teaterstykker skrevet direkte for scenen af tidens bedste dramatikere? Mens det skorter på nyskrevet, dansk dramatik – i hvert fald i klassisk forstand – er teatrene til gengæld helt vilde med sceneudgaver af etablerede bogsucceser i denne sæson.

Det Kongelige Teater spiller for eksempel i øjeblikket en teaterversion af Tine Høegs succesroman »Tour de chambre«. På Husets Teater er det en dramatisering af Olga Ravns prisvindende »Mit arbejde«, der fylder scenen ud.

Odense Teater giver sit publikum den romantiske romanklassiker »Stormfulde højder« som såkaldt serieteater. Også Teater Vs »Argumenter mod kvinder« bygger på en bog, men dramatikeren Thomas Markmanns håndtering af forskeren og forfatteren Birgitte Possings forlæg er en temmelig fri abstraktion.

En vild og kaotisk forestilling, hvor Possings pointer om ligestillingens udfordringer omsættes til særdeles fysiske og sanselige tableauer af tre hårdt arbejde skuespiller i Thomas Hans ekspressive – og morsomme – instruktion.

Uddrag af anmeldelsen:

»I stedet får vi en i den grad vred, fysisk ekspressiv territorialkamp med ligestillingens mange slagsmål som udgangspunkt. Det er meget muligt, at bogen er inspiration, men teatret vil hellere være teater end litteratur, så her er det først og fremmest de svedende kroppe, der taler. Og samfundsproblematikken – kvinders kamp for at komme til fadet – omsættes til fysiske fornemmelser, sprællevende og skideskægge tableauer i en stil, der helt er forestillingens egen. Mærk kønskampen!«

Læs anmeldelsen her.

2

Skøn satirisk sviner

Den smægtende, festlige musik er den samme, men det meste af resten er byttet ud. Kasper Holten, Det Kongelige Teaters direktør, har fået den gode idé at lade Adam Price skrive en helt ny tekst til Franz Lehárs gode gamle operette »Den glade enke«.

Hovedpersonerne, der skal bruge det meste af forestillingen på at finde ud af, at de ikke kan undvære hinanden, hedder stadig Hanna Glawari og Danilo. Men nu er Hanna blevet enke efter en stenrig, jysk svineproducent og Danilo en teaterstjerne, der har kendt bedre dage.

Det meste af handlingen er nemlig hensat til et forarmet teater, der minder ikke så lidt som Det Kongelige Teater selv.

Det giver anledning til en fuldfed, højaktuel satire over den kulturverden, der er stadig mere presset af kravet om at sælge en masse billetter udefra og en galopperende djøfisering indefra.

Uddrag af anmeldelsen:

»Det er alt sammen godt gakket, og der er med skyldig hensyntagen til forlægget også både fest og farver og champagnebrus og cancanpiger, ligesom man forkæles af Steffen Aarfings generøse scenografi, der ubesværet giver plads til både døde grise, dansende grisepiger og svinske sociale mediekommentarer.

»Der mellem tusind svin vil du se, du er min,« lyder det symptomatisk i en af de smukke duetter, og hvis ellers man kan leve med, at de dejlige alvorlige steder, der vitterlig også er i den oprindelige »Den glade enke«, aldrig bliver rigtigt alvorlige i denne glade svinesti af en forestilling, så er den svær at komme udenom:

Her er et stykke teater, der helt åbenlyst (og helt i kulturpolitikernes ånd) gerne vil trække et stort, bredt sammensat publikum til, samtidig med at det i sig selv er en satire over et teater, der helt åbenlyst gerne vil trække et stort, bredt sammensat publikum til. Vidunderligt paradoksalt!«

3

Søren Pilmark er tilbage i topform

I vore dage ville man kalde Ibsens Dr. Stockmann i »En folkefjende« en whistleblower. Søren Pilmark er tilbage på teatret i storform som lægen, der får mundkurv på, da han vil afsløre, at lillebyens vigtigste indtægtskilde, kurbadet, er forurenet. I stedet sætter han ild til det hele i en kamp mod hele systemets råddenskab – med store personlige omkostninger.

På Nørrebro Teater har man skabt en vildt underholdende, fræk og klarsynet begavet opdatering af Ibsens tankegods.

Uddrag af anmeldelsen:

»Viktor Tjerneld har ikke bare omskrevet stykket, så der kastes moderne benzin på den medie-, magt- og demokratikritik, der allerede er indlejret i Ibsens tekst. Det er også vittigt gjort, og længe, indtil bissen skrues på og en kuldslået alvor indfinder sig, fungerer forestillingen som en skideskæg, kløgtig komedie med sikkert aftegnede figurer i satirisk belysning.«

Læs hele anmeldelsen her.

4

Dansk succesroman bliver til vellykket teater

Tine Høegs bestseller »Tour de chambre« er ikke umiddelbart en bog, man tænker vil gøre sig godt som teater. Men forfatteren har selv skrevet den om til teaterbrug, og det er der kommet en fin og følsom fortælling ud af. En historie om at blive til som forfatter, om kærlighed, ungdom og sorg.

Uddrag af anmeldelsen:

»Sigrid Strøm Reibo har i sin instruktion fanget hver dobbelthed, hver undertone og hver sitrende hemmelighed i Tine Høegs stramt fortalte historie om de store følelser og farlige hemmeligheder. Den giver historien nye dybder og er en sjældent godt ramt omplantning af én kunstform til en anden. Uanset om man har læst »Tour de chambre« eller for første gang træder ind på det københavnske kollegie, når man sætter sig i teatersædet.«

Læs anmeldelsen her.

5

Til fest med Whitney

Musicalversionen af den populære Whitney Houston-film »The Bodyguard« rummer ikke bare numrene fra filmen fra 1992, men også en lang række andre af popdronningens hits. Og heldigvis er teaterversionen, der ind imellem forvandler sig til en regulær koncert, en uhøjtidelig omgang, der ikke tager sig selv alt for alvorligt. Det hele fungerer, inklusive Andrea Lykke Oehlenschlæger, der trækker størstedelen af læsset som Danmarks svar på Whitney.

Uddrag af anmeldelsen:

»Hun har ikke bare stemmen, men også udseendet til at være en mere end acceptabel dansk udgave af den Houston, som musicalen uvægerligt inviterer til sammenligning med. Men hun mere end klarer de mange sange, der både kræver soulpræget bund og imponerende toptoner, ekvilibristiske fraseringer og rendyrket lungekraft. Det er, for nu at sige det ligeud, til at gå på halen over.«

Læs hele anmeldelsen her.

6

Kenters triumf

Tommy Kenter fik en stor og fortjent succes som Tevye i »Spillemand på en tagryg«, historien om mælkemanden og familieoverhovedet, der skal lære at indse, at nye tider er kommet til det lille jødiske samfund i tiden omkring år 1900. Nu er den varme, vittige og vedkommende forestilling tilbage, sådan som den skulle have været det allerede sidste sæson.

Uddrag af anmeldelsen:

»Tommy Kenter har gennem et snart langt liv på scenen været komikeren, der har haft den højeste menneskelige – eller skal vi ligefrem sige tragiske – dimension med sig i alt, hvad han gør. Her er rollen, der samler så meget af alt det, han er, alt det, han kan, i takt med, at følsomheden vokser i musicalen. Når han lader de rødrandede øjne i det formidable, kødfulde bulldog-ansigt fyldes af tårer, lægger ømhed i sin rustne stemme, viser han os hele menneskets evne til at tilgive og bøje sig mod andre,« skrev vi her i avisen. Rundt om ham en smukt afstemt, dynamisk forestilling.

Læs hele anmeldelsen her

7

Fandens god »Faust«

Historien om videnskabsmanden, der sælger sin sjæl til djævelen for magt og muligheden for at opleve sin anden ungdom, var oprindeligt et læsedrama af Goethe, men blev til fransk, romantisk opera i 1859, hvor Charles Gounods opera havde premiere. Det Kongelige Teater har hentet den flotte opsætning hertil fra Opernhaus Zürich. Berlingskes anmelder var stærkt begejstret for den sublime iscenesættelse, men desværre var premieren præget af indisponerede sangere og stærkt svingende sanglige kvaliteter. Ellers havde karakteren været helt i top.

Uddrag af anmeldelsen:

»Så se den endelig, denne »Faust«, det er på mange måder en helvedes god forestilling, og lad os så krydse fingre for, at Kyungil Ko bliver klar igen, så Mefistofeles ikke længere skal være delt i en krop og en stemme. Hvordan det så som helhed bliver til den tid, kan vi af gode grunde ikke vide. Konklusionen nu er, at der i det store og hele var tale om en seksstjernet premiere, men at det grundet de nævnte minusser ikke kan blive til mere end fire. Fandens også.«

Læs hele anmeldelsen her.

8

Ballettens publikumsfavorit er tilbage

»Come Fly Away« har i flere sæsoner været Den Kongelige Ballets uforpligtende og letbenede pengemaskine. Den spinkle handling, der stort set ikke rigtig er der, lader 15 dansere, hvoraf fire par er hovedpersoner, mødes på en natklub, hvor kærlighed, begær, sorg, glæde og jalousi får frit løb. Bagest på scenen spiller det yderst dygtige bigband med bassisten Chris Minh Doky i spidsen til Frank Sinatras båndede, fløjlsbløde sangstemme.

Uddrag af anmeldelsen:

»I det hele taget er »Come Fly Away« godt castet, instrueret og danset, og musikken swinger, så det er en fornøjelse. Koreografien har mange raffinementer og også sjove gestiske hentydninger til sangene. Men den har også mange klichéer, gentagelser og ikke mindst piruetter og kan virke lidt lang i sin nummerstrukturerede form.

Læs hel anmeldelsen her.