Det var ellers allerede en succes. 

Anmelderne faldt i svime – Berlingske gav fem stjerner – og forestillingerne var totalt udsolgt. 

Men nu melder Teatret ved Sorte Hest ud, at det aflyser de resterende forestillinger af »Hvem er bange for Virginia Woolf?«. 

»Da skuespiller Iben Hjejle er blevet sygemeldt, må vi desværre meddele, at forestillingen Edward Albees »Hvem er bange for Virginia Woolf?« er aflyst resten af spilleperioden til og med 26. oktober 2024,« skriver teatret og fortsætter: 

»Teatret ved Sorte Hest beklager dybt overfor alle jer, som ikke får mulighed for at se forestillingen. Det berørte publikum får direkte besked.«

I stykket spillede Jakob Cedergren universitetslektoren George, der er gift med Iben Hjejles Martha, der er datter af rektor. 

Berlingskes anmelder, Jakob Steen Olsen, skrev, at Iben Hjejle har alt til rollen: 

»Ilden, det konstant opflammende temperament, intelligensen, den rå vulgaritet for effektens skyld, den spontane, anerkendende latter, når en ondskabsfuldhed rammer i plet.«

Han skrev også, at det var lykkeligt, at Iben Hjejle er vendt tilbage til dansk teater, på et tidspunkt hvor mange andre dygtige skuespillere hellere vender sig mod film og tv. 

Man må også af den grund håbe, at sygemeldingen kun er for en kortere bemærkning. 

Det vides ikke, hvad Iben Hjejle fejler. 

Men for seks dage siden skrev Instagram-siden for hendes og Signe Lindkvists podcast, »Sitter«, at Iben Hjejle havde mistet stemmen.