»Faust« på Operaen: Helvedes god underholdning om en mand i midtvejskrise. Men med et par ærgerlige minusser

En fuldfed romantisk opera om en mand, der sælger sin sjæl til djævelen, og om et folk, der meget apropos er lige så dekadent, som det er fordømmende. »Faust« på Operaen er i den grad værd at se, selvom noget godt kunne have været (meget) bedre.

Folket danser cancan. Senere viser det sig fra sin dæmoniske side. Fold sammen
Læs mere
Foto: Miklos Szabo
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Han har det hele, videnskabsmanden Faust, men han er led ved alt, ved livets meningsløshed, normaliteten, hverdagens trummerum. Han længes efter fest og farver og sex, ja, han længes så meget, at han overvejer at tømme giftbægeret, men så påkalder han den onde selv, Mefistofeles, og så indgår han en pagt, der ikke handler om guld og ære, men alene om det allermest eftertragtede og allermest umulige: en ny ungdom.

Og den får han så, til gengæld for sin sjæl, og han forfører skønne Marguerite, og det er så dejligt et stykke tid, men det hele går, selvfølgelig, ad helvede til.

Dette er i store træk handlingen i Charles Gounods fuldfede, franske, romantiske opera »Faust«, der er et musikdrama fra 1859, der bygger på et skuespil, der igen bygger på (noget af) Johann Wolfgang von Goethes mesterværk af samme navn, og i den opsætning, der for nogle år siden havde premiere på Opernhaus Zürich, og som nu genopsættes i København, er der tilføjet ekstra facetter til værket, så nu selve midtvejskrisen i al dens evige aktualitet står knivskarpt. Instruktøren, Jan Philipp Gloger, lader Faust have kone og børn, og han lader det hele foregå på Gounods egen tid, i det andet kejserdømmes dekadente og nydelsessyge Frankrig. Den overvejende sort/hvide scenografi og de ditto kostumer illustrerer det hele med lige dele loyalitet og distance. Flot, flot.

 

Koreografi på skinner

Folket spiller også en vigtig rolle i denne opsætning, hvor koreografien kører på skinner. Der er ingen folkelig klumpen sig sammen her – skønt – og et koreografisk højdepunkt er, da den berømte scene fra valpurgisnat på Bloksbjerg bliver til et løssluppent orgie med et borgerskab, der drikker og horer, så det er en lyst. Når der i øvrigt danses cancan (det gøres der IKKE i originalen), er det både mænd og kvinder, der viser ben, og når der knaldes, er det ikke kun kvinder, der gør det med mænd, og som grel kontrast til al denne løssluppenhed er der så alt det rædselsfulde, satan sætter i gang, og som bare bliver værre og være.

Elendigheden er til at tage og føle på, og den begynder med, at Marguerite slår det barn ihjel, hun har fået med den Faust, der har svigtet hende. Hun går i kirke for at bede om tilgivelse, og her sker der grusomme ting. Jan Philipp Gloger lader Kristus blive levende, men han er slet ikke Kristus, viser det sig,  han er derimod Mefistofeles forklædt, selveste det onde i skikkelse af selveste det gode, og det tilstedeværende folk er heller ikke, hvad man måske troede, at det var, for folket viser, at der bag dets overstyrede livsglæde gemmer sig en dæmonisk, dømmende bagside (minder det om noget, vi kender i dag?) Og da Marguerite, den nu udstødte, til sidst dør, er det ikke ved, på klassisk vis, og som foreskrevet af Goethe & co, at opgive ånden, slet og ret, men ved at få kappet hovedet af, sådan, bang! Det er stærke sager. Opera for voksne. Absolut forbudt for børn.

Denne »Faust« er kort sagt, som opsætning betragtet, sublim, og der er også meget at frydes over, hvad de medvirkende angår, men lad os lige begynde med det, der fungerede mindre godt. Niels Jørgen Riis som Faust var professionel, bevares, men demonstrerede ikke det vokale overskud, der gør, at man bare læner sig tilbage og nyder det, og Kyungil Ko, der skulle have sunget Mefistofeles, var indisponeret, så litauiske Tadas Girininkas var hu hej blevet fløjet til København, men han kunne selvsagt ikke nå at lære, hvordan han skulle gebærde sig, så han måtte stå henne i et mørkt hjørne af scenen og synge, mens genopsætningsinstruktøren, Manuel Schmitt, mimede rollen som den onde.

De gjorde, hvad de kunne, de to, men det var ikke sjovt, og det hele blev så ikke bedre af, at Tadas Girininkas af gode grunde ikke havde nået at smelte vokalt sammen med resten af holdet. Tilsyneladende var han også (og det kan man ikke klandre ham for) blevet lidt rusten i rollen. I hvert fald måtte han tage nodehæftet til hjælp. Øv.

Skønne Sofie

Til gengæld var der så Sofie Elkjær Jensen som uskyldsrene Marguerite, hun var dårende skøn, skiftevis forpint og fortabt og henrivende ungpigeforelsket (det er Marguerite, der synger den berømte juvelarie, »Ah! Je ris de me voir si belle en ce miroir!«), og som hendes bror, Valentin, stod Luthando Qave for aftenens mest gåsehudsfremkaldende gode præstation. Sikke en stemme! Sikke en teknik! Også Kari Dahl Nielsen i bukserollen som Marguerites unge tilbeder Siebel var overbevisende overskudsagtig, og med Det Kongelige Kapel - og Operakor under stensikker ledelse af Marie Jacquot var meget i den grad på plads.

Så se den endelig, denne »Faust«, det er på mange måder en helvedes god forestilling, og lad os så krydse fingre for, at Kyungil Ko bliver klar igen, så Mefistofeles ikke længere skal være delt i en krop og en stemme. Hvordan det så som helhed bliver til den tid, kan vi af gode grunde ikke vide. Konklusionen nu er, at der i det store og hele var tale om en seksstjernet premiere, men at det grundet de nævnte minusser ikke kan blive til mere end fire. Fandens også.

Faust.

Musik: Charles Gounod. Ord: Jules Barbier and Michel Carré. Med blandt andre: Niels Jørgen Riis, Sofie Elkjær Jensen og Luthando Quave. Instruktion: Jan Philipp Gloger. Dirigent:  Marie Jacquot