En giftig komedie

Lars Mikkelsen og Ann Eleonora Jørgensen er strålende midtpunkter i en munter og tragisk iscenesættelse af »Tribadernes nat« på Grønnegårds Teatret.

»Tribadernes nat« på Grønnegårds Teatret i Odd Fellow Palæets Have. Spiller til 22. august. Fold sammen
Læs mere
Foto: Bjarne Stæhr

To kvinder, der kæmper om den samme fraværende mand, der er centrum i stykket. Det er August Strindbergs egen beskrivelse af sin mindre kendte, men ret interessante enakter »Den stærkeste«. Skrevet som en fortolkning af sine følelser, da hustruen Siri von Essen viste sig at have en affære med familiens gæst, Marie David, hvilket har ført til, at parret nu skal skilles.

Her placerer dramatikeren P.O. Enquist dem i stykket »Tribadernes nat«. En aften på Dagmar Teatret i København i 1889, hvor Siri arbejder på sit skuespillercomeback med »Den stærkeste«, da Strindberg dukker op for at følge prøverne, hvor også skuespillerne Viggo Schiewe og Marie Gade er til stede. Et prøveforløb, der bliver en armlægning på ord og især følelser, alt det, »Den stærkeste« netop er.

Gnavpot er centrum

Hvor de to kvinder i Strindbergs fortolkning kæmper om én mand – »sommetider må man skrive, som man vil have, det skal være«, som han selv siger – kæmper en mand og en kvinde om den samme kvinde i Enquists stykke. Men selv om Siri von Essen og Marie David slår bravt fra sig, bliver August Strindberg alligevel konstant centrum. Forestillingens kraftcenter og magiske midtpunkt.

Det gør han måske især, fordi det er en – til og med umådeligt vellignende – Lars Mikkelsen, der spiller den store dramatiker og gnavpot af Guds nåde, og gør det utroligt indtagende.

Han modtager rivalinden Marie David indestængt rasende med svagt udspilede, vibrerende næsebor. Som tyren lige inden kampen. En kamp, denne tyr har tænkt sig at vinde. Hans elegante, konstant betagende vekslen mellem ynkelig mandsling, flæbende narcissist, poetisk kunstner og skarpt tænkende intellektuel, der kan kløve dem alle med sine ord. Der er øjeblikke af stor komik, bag hvilke man dog altid aner et mørke og en sorg. Man keder sig ikke et øjeblik sammen med denne mand – men leve sammen med ham? Pyha!

Det kræver virkelig noget af en kvinde. At have stået ud med den mand igennem længere tid.

Men den kvinde er Ann Eleonora Jørgensens Siri så fuldt og helt. Åh, hvor man dog godt forstår, at det må være bittert at have mistet hende. Hun er så intens, så sexet, intelligent, og så ondskabsfuldt charmerende, at man gisper og gyser forventningsfuldt, hver gang hun åbner munden.

Siris nærmest orgastiske karaktermord på eksmanden – selvfølgelig ramt på enhver machomands ømmeste punkt: At han ikke er særligt overdådigt udrustet – leverer Ann Eleonora Jørgensen med den frækkeste, selvsikre blanding af hævnbegær og flirtende frækhed. Hun har overtaget, hun har magten. Mere end ordene er det Siris frigjorthed og styrke, der virkelig sårer Strindberg her. Kortvarigt er man lige ved at få ondt af ham.

Ikke gift, men giftige

Enquists stykke runder sine fyrretyve år i år, og selv om det stadig er et stærkt og iskoldt følelsesdrama, så har tiden også sat sit præg på det. Det bliver til tider lidt langmodigt i sine gentagelser af begivenheder og biogra­fiske detaljer. Ligesom det, der i 1975 har stået som en næsten aktuel kommentar til datidens opbrud i kønsroller, ikke rammer på samme måde i dag.

Her træder instruktøren Thomas Bendixen i karakter. Han lader os glide fra dur til mol, fra sorgfuldhed til munterhed, der er roser med torne, der er replikker badet i vitriol.

Siri og August er ikke gift, men giftige. Det kildrer lystfuldt i maven, når Lars Mikkelsens Strindberg barnligt kaster sit underliv mod rivalinden, Marie Bach Hansens maskuline, og hemmelighedsfulde, men også lidt uinteressant neutrale Marie David for at gøre hende så ilde til mode, som han overhovedet kan. Eller når han sjasker en undskyldning efter Kenneth M. Christensens naive og overrumplede Viggo Schiewe, fordi han har kaldt ham en »inderlig padde«, og dermed kun gør fornærmelsen større – uden at stakkels Schiewe tør sige fra.

Foto: Bjarne Stæhr.

For selvfølgelig handler »Tribadernes nat« om opbruddet mellem kønnene, om den vaklende patriark og de nye, frigjorte kvinder. Men mest af alt bliver det i Bendixens iscenesættelse en historie om kærligheden. Om at elske, om at hige efter at blive set, om sorgen ved at miste den elskede og mærke kærligheden glide sig af hænde. Om de øjeblikke, hvor det faktisk er synd for menneskene.

Hvad: »Tribadernes nat«.

Hvem: Af P.O. Enquist. Instruktion: Thomas Bendixen. Scenografi og kostumer: Steffen Aarfing.

Hvor: Grønnegårds Teatret i Odd Fellow Palæets Have. Til 22. august.

»Hun er så intens, så sexet, intelligent, og så ondskabsfuldt charmerende, at man gisper og gyser forventningsfuldt, hver gang hun åbner munden.«󾭩󾭩󾭩󾭩󾭩⭐

Posted by Berlingske on 20. juli 2015