Hvad er det, musicalen om den grønne trold »Shrek« og hans venner har? Den har et godt, gammeldags bankende hjerte. En køn morale om, at skønheden kommer indefra. At det at være sød, rar og omgængelig er vigtigere end at være smuk.
Den har humor. Med afsæt i sit populære forlæg – er musicalscenen snart andet og mere end reproduktioner af tegnefilm? – er den et vittigt, uhøjtideligt eventyr, bevidst om sin egen dobbeltrolle som følsom hjerteknuser og bevidst »uartig«, ironisk parodi på både folkeeventyrene og den moderne musical.
Og hvad er det så, den mangler? Den mangler for det første nogle gode sange. Komponisten Jeanine Tesoris partitur lægger sig i forlængelse af den dominerende lyd på Broadway i disse år: Moderne poprock med lidt genrepastiche i hjørnerne og nik til traditionen. Men synderligt ophidsende er det sandt for dyden ikke. Det udefrakommende ekstranummer er gode, gamle »I’m a Believer«. Det siger måske noget? De altbesejrende øjeblikke, den rislen ned ad ryggen, der er musicalens eksistensberettigelse – hvad enten det er den følsomme ballade eller det store, pulserende ensemblenummer, der er årsagen – indfinder sig ikke.
Store armbevægelser
Heller ikke i Forum, der som teaterrum har ikke så lidt til fælles med musicalens hovedperson: Stort, grimt og grønt. Egner »Shrek« sig egentlig overhovedet til det voldsomme rum? Med tanke på at det, som i virkeligheden er musicalens allerstørste force, får det svært i de uhyggeligt store omgivelser: Det relativt intime spil mellem de tre hovedkarakterer, sumptrolden Shrek, den sværmeriske prinsesse Fiona, han skal redde, samt antiheltens trofaste væbner, det hyperenergiske æsel.
Størrelsesforholdene tvinger de medvirkende ud i fægtende armbevægelser, hvor »Shrek« i virkeligheden skal leve af lynsnar, komisk subtilitet og kontakt med publikum. Som Shrek er Niels Olsen hyggelig nok, formummet bag sin grønne maske, som han er. Men han har svært ved at synge de krævende sange. Det har Maria Lucia naturligvis ikke, men kæmper til gengæld med for alvor at få Fionas omskiftelighed – snart romantisk, snart edderspændt, snart sarkastisk – til at fungere som andet end mekanik. Og Alexandre Willaume, der heller ikke synger godt nok, løber forpustet efter damp-æslets skingrende skøre udskejelser – figurens passion bliver i øvrigt væk.
Har opsætningen helt glemt det, der er musicalens motto: Det er det indre, der tæller? Personinstruktionen halter i Kenneth Kreutzmanns iscenesættelse, mens det meste uden om fungerer: Rikke Juellunds kæmpe lagkagescenografi med mulighed for spil på flere niveauer. Det store kor af fantasifuldt ekviperede eventyrfigurer, Martin Brygmanns smiskende, langmaskede skurk, dværgen Lord Farquaard. Han synger i øvrigt heller ikke så pænt, men kan krukke sig fra det. Szhirley, som viser, hvor soulskabet skal stå i en enkelt indsats som powerrøst til den skægge dukkedrage.
Mest af alt minder musicalen om en godmodig børneteaterforestilling i eventyrparken. En af den slags, der kører fem gange i døgnet, mens publikum går lidt til og fra. Det er ikke, fordi »Shrek« i Forum er særlig dårlig. Shreklig er for meget sagt. Den er bare ikke altbesejrende god. Og det er det, en musical er nødt til at være.
Hvad: »Shrek«
Hvem: Manuskript og sangtekster: David Lindsey-Abaire. Musik: Jeanine Tesori. Oversættelse: Trine Dansgaard. Instruktion: Kenneth Kreutzmann. Koreografi: Tim Zimmermann. Scenografi: Rikke Juellund.
Hvor: The One and Only Company, Forum Copenhagen. Til 21. april.
