Danmarks morsomste mand?

Linda P. er tilbage i topform efter en pause på grund af stress. Hun er også blevet skilt, og nu får kvindekønnet en ordentlig en på kassen.

PR-foto Fold sammen
Læs mere

»Det er da klart, at jeg blev lesbisk efter ni år sammen med en mand fra Sydhavnen,« siger Linda P. »Jeg må være født som mand,« siger hun også, og så er det, man næsten får lyst til at konkludere, at hun i givet fald er en af Danmarks morsomste mænd. En ting er i hvert tilfælde sikkert på tværs af kønsgrænser og seksuelle præferencer: Linda P. er tilbage med gode grin og en ny glød i øjnene.

Som ramme i hendes nye show, »Linda P’s hovedpine«, får vi en dejligt overdrevet udgave af, hvad der kan være sagt i den sidste tid før skilsmissen. Bag en skærm, der er oplyst bagfra, står eks hustruen, spillet af Mille Berg, som højt- og evigttalende silhuet i køkkenet, og foran på scenen befinder vi os i et rodet soveværelse og et badeværelse med Linda P. Når hun indimellem ikke sviner eks hustruen til, optræder hun for os, men begge dele er lige underholdende. Kvindekønnet er generelt i skudlinjen – det taler og føler for meget – men angiveligt ikke Linda P.s egen mor, der er endnu mere drikfældig og ramsaltet end datteren.

Første del af showet er rigtig godt. En sketch, hvor hun er fuld, trækker hun så langt, at den kommer ud på den anden side af det pinlige. Det er dygtigt gjort, for det er svært at spille fuld, så det bliver morsomt. Hovedtemaerne er kvinder – ekshustruen og Linda P.s mor, druk og utroskab, og hvis jeg må være lidt højtravende og trække trådene helt tilbage til lurmærket dansk humor, så hørte jeg undervejs ekkoer af både Bodil Udsen og Jørgen Ryg. Det er, som om det at have været med i nogle teaterstykker, har gjort Linda P. til en bedre standupkomiker med flere værktøjer.

I anden del letter Linda P. som en raket med den morsomste halve humørtime, hun nogensinde har optrådt med. Hun hudfletter gay pride-parader med lige dele alvor og humor: »At være homoseksuel er jo ikke en identitet, og det er uinteressant, hvem der knalder med hvem« og »fjerboaen er åbenbart bøssernes slips – fuck, hvor er de grimme«. Linda P. er aldrig mindre end morsom, men når hun står med et tema, som hun brænder ekstra meget for, løfter stoffet sig højere op, og hendes øjne brænder mere midt i vittighederne. Det gør de også i nogle mere ærlige og afdæmpede minutter, hvor hun, siddende på scenekanten hen mod slutningen, siger til sin gamle kæreste, at skylden for skilsmissen ligger hos hende selv, og fortæller historien om, hvordan en psykolog har hjulpet hende.

Komisk håndkantslag

Midt i salen, hvor jeg sad, klukkede en pige på ni år. Jeg grinede selv. Og Jonatan Spang grinede. Og et fyldt Falconer Salen nærmest jublede. Eneste småting at klage over er en fuldemandssketch for meget til sidst og det faktum, at vi ikke får lov til at se kvinden bag skærmen. Hun blev kun skyndsomt kaldt ved navn til sidst, men hvorfor fik vi ikke lige lov til at se hende bare et kort øjeblik?

Linda P. er der heldigvis nok af, og hendes komiske håndkantslag er stærkere end nogensinde. Her er lige et enkelt bevis mere: »Det er ikke, fordi jeg ikke kan lide mænd i kvindetøj. Jeg elsker Ulla Terkelsen.«

Hvem: Linda P’s hovedpine?

Hvad: Standupshow/comedy.

Hvor: Set i Falkoner Teatret på Frederiksberg onsdag aften. Fortsætter landet rundt i februar, marts og april.