Cilius og Bruuns banksatire på Det Kongelige: »Til sidst bliver det meget, meget morsomt«

Hvis man venter længe nok, bliver Det Kongelige Teaters »Ebberød Bank 2.0« lige så sjov, som den skal være.

Frederik Cilius spiller på alle tangenter i »Ebberød Bank 2.0«. Her med musikeren Thomas Hamilton. Fold sammen
Læs mere
Foto: Emilia Therese
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Til sidst bliver det morsomt. Til sidst bliver det meget, meget morsomt. Skægt på den der måde, hvor man hele tiden er nødt til at dukke sig, fordi satiren flyder i en lind strøm og rammer nogen og noget. For eksempel os allesammen. For eksempel én selv. Det er i de afgørende øjeblikke, lige inden det hele er forbi, at Det Kongelige Teaters livtag med den gamle farce »Ebbrød Bank« forrenter sig og samler sig til det, den hele tiden gerne havde måttet være. Det er lige inden tæppefald, den løfter sig og for alvor viser, hvad den kan i sin blanding af overrumplende sandheder og skægge påhit.

Først og fremmest og i det hele taget: Hatten af for Det Kongelige Teaters ambition om at skabe noget så vanskeligt som en moderne, dansk komedie med krog i nutiden. Ideen med at skabe en opdateret og lettere ondskabsfuld revykomedie på baggrund af en ellers glemt og gemt folkekomedie er jo i udgangspunktet alt andet end ueffen.

Moralsk kasseeftersyn

Det er stadig historien om den undselige skræddermester fra lillebyen, der sættes i spidsen for en lokal bank, og som til alles overraskelse, inklusive sin egen, viser sig at have held til at skabe et luftkastel af et finanscirkus, der holder sig svævende et langt stykke hen ad vejen.

Tidligere har et svensk teater brugt den bedagede traver fra teatrets overskudslager til at skabe satire over senkapitalismen og almindelig pengekritik, men er det ikke først og fremmest os, hvidvaskningens og skatteunddragelsens hjemland, der skal gøre det? Og har vi egentlig nogensinde været så ufrie, selv om vi på papiret aldrig har været rigere?

»De fleste af os giver op, bare vi skal forstå vores egen elregning,« siges det undervejs. Har vi nogensinde stået både så magtesløse og så måbende over for det økosystem, som mange egentlig er utilfredse med, men som ingen har kræfter eller overblik til at gøre noget ved, mens vi styrter rundt i hamsterhjulet?

Det skulle da lige være makkerparret Frederik Cilius og Rasmus Bruun, aldrig forlovet med nogen, som har skabt karrierer på at sige sandheder, vi ikke vil høre. Selvfølgelig er de dem, vi må have til at skabe et moralsk kasseeftersyn og uddele nogle danske bank.

Meget at glæde sig over

Man havde bare grådigt ønsket, at den lidt omstændelige, kyniske fortælling i endnu højere grad havde kappet fortøjningerne til den gamle folkekomedie, den baserer sig på. Vi kan jo mærke, hvordan vi frydes undervejs, når replikkerne rammer noget, vi kender. Kunne man ikke ønske sig endnu mere af det, hvad enten det er kulturministeren, behovet for kunsten, bankerne, skattevæsenet eller alt muligt andet, der får et svirp i ny og næ? Med andre ord: Det havde været sjovere, hvis det havde været endnu sjovere. Inden det altså bliver rigtig sjovt.

Men det betyder ikke, at der ikke er meget at glæde sig over undervejs. Stilen: Scenograf Gjermund Andresen har skabt en herligt stumfilmsekspressionistisk lilleverden, der går fra trist gråmeleret tristesse til farvesprudlende i takt med stigende velstand – hvor luftig den end måtte være.

Rasmus Bruun og Stine Schrøder Jensen som den ufrivillige bankmand og hans skrappe kone. Fold sammen
Læs mere
Foto: Emilia Therese.

Spillet: Instruktøren Heinrich Christensen styrer sine begavede tropper både stramt og løssluppent. Rasmus Bruun og Frederik Cilius er ved at avancere flot til rigtige skuespillere og løftes af den professionelle indfatning. Som den ufrivillige bankdirektør, anti- og tøffelhelt, er den første sjovt leddeløst sammenklappelig i al sin duknakkede servilitet. Og Frederik Cilius er lige så glimrende som tysktalende, uudgrundelig flippertype, forestillingens ufrivillige talerør, der leverer sandheder om vores manglende vilje og evne til at tænke hele lortet om. Og så kan han jo spille på stort set alt – inklusive klarinet og sin egen let diabolske tilstedeværelse.

Læg dertil en sværm af stilsikre, groteske portrætter rundt om dem: Stine Schrøder Jensen, Christine Gjerulff,  Karen-Lise Mynster, Mads Brolin Tani, Andreas Jebro og kæmpetalentet Nicolai Jørgensen er et frygtindgydende præcist, underholdende og imponerende kollektiv af karakterer, den ene mere grådig, dum og udspekuleret end den anden.

Hvad man skal investere i, for at blive rig i en fart, skal jeg ikke gøre mig klog på. Men en teaterbillet til »Ebberød Bank 2.0« er ikke det værste, man kan sætte sine penge i. Afkastet kommer. Lidt sent. Men det kommer. Med renters rente.

»Ebberød Bank 2.0«

Manuskript: Heinrich Christensen. Idékonsulenter: Frederik Cilius, Rasmus Bruun og Karen Lundsby Andersen. Scenografi: Gjermund Andresen. Komponist, arrangør og musiker: Thomas Hamilton. Det Kongelige Teater, Skuespilhuset, Store Scene. Til 29. maj.