Lige ud ad landevejen. Det er det, den stakkels proletarpige Grusche tramper i Bertolt Brechts »Den kaukasiske kridtcirkel«. På flugt med det barn, ingen andre bryder sig om, men som hun har sat sig for at redde midt i en grusom krig. Og lige ud ad landevejen er sådan, instruktøren Anja Behrens fortæller Brecht moralske folkespil på Republique – visuelt flot garneret med slående billeder og et fabelagtigt skuespillerhold i groteske getstaltniger på den farefulde og dystre færd frem mod retfærdigheden.
Resultatet er en Brecht, der taler mindst lige så meget til følelserne som til et intellektet. Centralt står Fanny Louise Bernth som en lysende Grusche – en ægte overlever.
Uddrag af anmeldelsen:
»På samme måde som Grusche må klare sig alene, må historien om hende også, befriet for dødvægt. Den enkle fortælling lever flot, river tilskuerne med sig, og Behrens driver den fremad, revitaliserer Brecht med et væld af gode fysiske ideer, herunder skræmmende brug af masker. Og hun har god hjælp til det visuelle af scenograf Karin Betz, hvis kridtcirkel hænger og svæver over det hele, inden den skal i brug – med de kjortelklædte skuespillere som det kollektiv, der træder ud og ind af rollerne i den fortælling, der både kræver inderlig indlevelse og episk strakt arm, når gongongen falder i slag og pacer handlingen videre.«