Det er altid en glæde at se danske skuespillere vokse for øjnene af en.

Man tror jo, man kender dem så godt. Kender talentets muligheder og begrænsninger: Hertil, men ikke længere. Det er sjældent retfærdigt, for hvor mange chancer for at udvikle sig får en dansk skuespiller egentlig i et liv, hvor det i mange tilfælde er andre, der bestemmer, hvad man skal lave?

Tag nu Rikke Buch Bendtsen, som længe har været en del af den danske musical - og – især – revyscene, hvor hun sommer efter sommer stiller op med et slag for det gode, jyske humør. Sangstemmen og musikaliteten, der har været det umiddelbare adgangskort, det slagfærdige, rødhårede temperament, solskin ombord. Alt det vidste man godt, hun besad til overflod.

Men med kabareten »Jeg fortryder intet … vel?« på Cafe Liva i Nyhavn lægger hun nye alen til sit talent.

Det med det gode humør er stadig en del af udtrykket – vi er trods alt på Liva, hvor ingen går rigtigt grædende hjem. Men undervejs får hun afsøgt langt flere af sindets og udtrykkets afkroge, end man før har set.

Kræver at blive spillet

Nøglen til det hele er den franske sangstjerne Edith Piafs repertoire. En samling af højspændte, følelsesladede sange, der enten trækker på desperationen i chansons realistes – de mange viser om ensomhed, ulykke og fordærv, om at kæmpe sig gennem tilværelsen på samfundets bund – eller torch songs, store ballader om svimlende kærlighed, der ender i besættelse og knuste hjerter.

Et repertoire, som er spændt op mellem det sentimentale og det stærkt dramatiske, og som rummer store muligheder for en fortolker, fordi de i den grad kræver at blive spillet. Fordi de i den grad forlanger, at man lader sig henføre. Hvad enten det gælder de inderlige kærlighedserklæringer (»La Vie en rose«) den store afmagt (»Mon Dieu«) eller de fandenivoldske troserklæringer (»Non, je ne regrette rien«).

Rikke Buch Bendtsen synger dem aldeles glimrende. En ting er tonerne: Hendes kraftfulde stemme med den fyldige bund og den pikante, røgfarvede timbre passer glimrende til Piafs saft og kraft. Hendes bevidsthed om, hvornår man skal give den gas, hvornår man skal træde på bremsen.

Men læg dertil det, der er mindst lige så vigtigt. En evne til at tage de mange skiftende følelser på sig, lade dem strømme igennem sig. Også den side af sagen klarer Rikke Buch Bendtsen aldeles glimrende. Fra det eksplosivt desperate til det skrøbeligt rødnæsede. Trods og tro, tillid og tvivl, fortabelse og fortvivlelse. Rikke Buch Bendtsen kommer mere end frelst igennem det hele.

Op- og nedture

Sangene er sat ind som et spejl for den lige lovligt nødtørftige og lidt fortænkte indfatning, Jacob Morild har forfattet som den ramme, der undertiden passer bedre end andre gange: Historien om en gæv, snusfornuftig, midaldrende  damefrisør og hendes op- og især nedture gennem de sidste 30 år, mestendels formidlet via telefonsamtaler, er skruet sammen for at give plads til de Piaf-sange, heltinden kan spejle sine vekslende udfordringer i.

Inden det hele naturligvis ender, hvor det skal ende: Alt, alt skal med. Med Nicolai Majland som tålmodig, mestendels tavs frisørkunde, der også tager sig af tangenterne.

Men det er i sangene, Rikke Buch Bendtsen for alvor får lov at vise, hvad hun kan.

»Mit liv begynder i dag«, hedder »Non, je ne regrette rien« i Jesper Kjærs gamle, men stadig mirakuløst vellykkede oversættelse.

Det er nok for meget at overføre det udsagn på Rikke Buch Bendtsen, som klarer sig så glimrende i forvejen. Men hun demonstrerer flot, hvor meget der gemmer sig i hende. Piafs ballader forløser ganske enkelt et nyt format, noget i hende, vi ikke vidste fandtes.

»Jeg fortryder intet … vel?«

Manuskript og instruktion: Jacob Morild. Oversættelser: Jesper Kjær. Musikalsk arrangement: Nicolai Mailand. Et ekstra øje udefra: Jan Hertz. Café Liva til 31. marts.