RokokoPosten er en parodi på den aktuelle nyhedsstrøm.
Alle RokokoPostens nyheder er således fiktive, selv om de er stærkt inspirerede af virkeligheden.
Mandag kom det frem, at generalguvernør i Dansk Vestindien, Peter von Scholten, ønsker at afskaffe eller radikalt ændre slaveriordningen allerede fra næste år.
Den udmelding fik chefredaktør på Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Mette Herregaard, til »at få blodsmag i munden«. I en kommentar kritiserede hun generalguvernøren for at modarbejde ligestillingen i de danske kolonier, hvis det bliver sværere for kvinder som hende at få hjælp til at høste bomuld og sukkerrør.
»Derfor har jeg slave. En sød 24-årig afrikansk kvinde. Hun er min helt i hverdagen. Hvis hun ikke hjalp med alt det praktiske på plantagen, måtte jeg enten vinke farvel til at være nærværende over for mine børn, når jeg er hjemme, eller farvel til mine karriereambitioner som adelskvinde,« udtaler Herregaard og får opbakning af den tidligere minister fra Bondevennerne Søren Pisk:
»Det her er en diskussion, der tager afsæt i folks egen racisme og misundelse. Det er udtryk for et had til mennesker, der ser anderledes ud, eller en irritation på nogle, der har flere penge og derved nemmere ved de daglige gøremål.«
Pisk kalder endvidere slaveriet for »verdens bedste udviklingsbistand – og den mest virksomme« med henvisning til, at slaverne på vores vestindiske kolonier har adgang til kristendomsundervisning, daglige måltider og rudimentær lægehjælp modsat i deres vestafrikanske hjemlande.
»De får ubetinget et bedre liv af, at slaveri-ordningen findes,« siger han.
Pisk støttes af en anden Berlingske-redaktør, Tomas Jensen, der kritiserer slaveriets modstandere for at være »drevet af dybe fordomme, foragt, toleranceløshed, konformisme, jantelov, virkelighedsfjernhed, falsk solidaritet, holden-nede-attitude, selektiv ligestillingskamp og moralisme«.
