En liste med… Hvad brune danskere må mene

Kan man være nydansker, mørk i huden og samtidig ønske asylstramninger? Sværtegade svarer med en liste over acceptable udsagn for dig, der er brun og politisk interesseret.

Læs mere
Fold sammen

1.    Emne: Naser Khader
Acceptabel holdning: Manden er en forræderisk vindbøjtel, der smiskende og populistisk danser efter den hvide majoritets politiske pibe. Det er selvfølgelig ikke i orden, at denne Pia Kjærsgaards Onkel Tom får dødstrusler og er omgivet af PET-vagter i døgndrift, men det er måske også lige lovlig provokerende at være så forhippet på assimilation, at man ligefrem studerer teologi. “Kulturkristen muslim”? Come on! Khader er en tabt sag og spiser sikkert store mængder flæskesvær, der krummer i sengen.
2.    Emne: Asylpolitik
Acceptabel holdning: Inger Støjberg og Dansk Folkeparti udgør ondskabens akse i en racistisk regering, der har til formål at gøre livet så ulideligt som muligt for alle, der ikke kan udtale “hjælp i nærområderne med rødgrød og fløde” ordentligt, eller som engang har råbt højt i en biograf iført omvendt kasket. Alle danskere burde melde sig ind i Venligboerne og indkvartere en flygtningefamilie i deres selvfede parcelhuse, hvilket man også selv nok skal gøre lige om lidt, når man får tid (jura- og medicinstudier er krævende), og væggene er blevet malet.
3.    Emne: Racisme
Acceptabel holdning: 99 % af racismen står de hvide kartofler for, både direkte og indirekte, når de fx tvinger palæstinensiske indvandrere til at synes grimme ting om somalierne. Det er faktisk lidt ligesom med de sorte i USA, bortset fra det med slaveriet og de skydegale politimænd.
4.    Emne: Yahya Hassan
Acceptabel holdning: Det er fint nok, at han siger sandheden om højrefløjens racisme, om det fordækte samarbejde mellem USA og Islamisk Stat og om 11. september. Preach, Yahya! Men behøver han være sådan en proletar? Jeg har en ren straffeattest, vil jeg bare lige sige. Og jeg har hverken prøvet hjemmerøverier, tæsk eller at have sex med min kontaktperson som 16-årig.