Der kom brev fra… Pluto

Kære rumforskere,

Jeg har ikke kunnet undgå at lægge mærke til en vis pludselig opmærksomhed fra jeres side. Kald mig bare paranoid, men jeg synes ikke, I før snakkede så meget og så beundrende om mine “kilometerdybe kløfter”, “vidtstrakte flade stepper” og “bjerge så høje som Rocky Mountains”. De har ellers altid været der, men nu “forbløffer” det jer ligefrem.

Det var ellers andre toner, jeg hørte for snart 10 år siden, da I lavede en afstemning om, at jeg ikke længere var en planet, men en “dværgplanet”. Kan I forestille jer, hvor sur jeg blev, da jeg tilfældigvis fik det at vide af Neptun, som blærede sig af sin nye status som solsystemets yderste planet? Det var en kold klud i mit ansigt, og nu vender I tilbage på jeres små, grædende astronomknæ med jeres små, fesne NASA-sonder og vil tage nærbilleder af mig! Hvilken frækhed!

Derfor skal I ikke regne med nogen samarbejdsvilje fra min side. Jeg har ikke tænkt mig at kredse om solen på nogen måde, der kan hjælpe jer med noget som helst. Jeg har heller ikke tænkt mig at vise alt for meget af den overflade frem, som I er så fascinerede over. Ja, der er ikke nogen kratere på den, men sådan har den altså set ud i 100 millioner år, og det havde I vidst for længst, hvis I havde gidet at skænke mig bare lidt mere opmærksomhed!

Forurettede hilsner,
Pluto, forhenværende dværgplanet