Der kom brev fra… Klima-alarmisterne

Kære skuffende danske sommervejr,

Bare rolig, det her er ikke en typisk klage over, hvordan vi alle havde håbet på solskin og varme, men nu må lide under blæst og kulde midt i juli. Nej, vores primære bekymring over for dig handler om, at du gør det virkelig svært at overbevise danskerne om, at den her globale opvarmning faktisk finder sted.

Seriøst, se på solen. Nå nej, den er der ikke. Forestil dig solen. Ser den ud som om, den kunne få polerne til at smelte og havene til at gå over deres bredder? Nej, vel? Føles det som om, de danske sommertemperaturer snart vil gøre det ulideligt for menneskearten at gå udenfor, mens vores afgrøder tørrer ud? Fornemmer vi en dommedagsstemning i den usædvanligt hede og lumre luft? Nej, vel?

Kort sagt, danske sommervejr, du er simpelthen ikke god nok til at skabe drama omkring klimaforandringerne. Andre steder i verden gør du et fint stykke arbejde med at indkredse alvoren, og noget af det når da også frem til danskerne, men det ville gøre en kæmpe forskel, hvis det skete i selve Danmark. På en lidt mere vild måde end, at der nu sidder 14 såkaldte sommermennesker uden for en café viklet ind i tæpper og ler anstrengt, mens de ryster af kulde med et glas rosé i hånden.

Og nej, stormen Bodil tæller ikke.

Kærlige hilsner,
Vi, der er bekymrede for klimaet