Der kom brev fra… En arbejdsløs spindoktor

Kære regeringens kommunikationsafdeling,

Læs mere
Fold sammen

Jeg tillader mig at ansøge om stillingen som leder af jeres kommunikationsafdeling. Men jeg kommer ikke tomhændet. Så snart jeg læste, at I søgte en spindoktor veltalende embedsmand, skyndte jeg mig at købe domænerne larsloekkestyrer.dk, loekke4ever.dk og flittiglars.dk. Jeg er således omstillingsparat, initiativrig og arbejder kreativt på egen hånd.

Min erhvervserfaring spænder over mange relevante brancher: Hvis en minister byder ind med egne, spøjse synspunkter, vil mine tre år som pædagog på et værested for udadreagerende unge komme til gavn. Hvis eksperter og problematiske partier insisterer på at kigge i DONG-papirerne, har jeg arbejdet længe nok som piccolo hos den lokale revisor til at vide, hvor makulatoren står. Og hvis nogen - jeg nævner ingen navne - skulle trænge til en drink i løbet af den hårde arbejdsdag, laver jeg en virkelig velsmagende Margarita.

Men hvad med selve kommunikationen, tænker I måske. Bare rolig, jeg har i månedsvis nærstuderet politiske udmeldinger fra samtlige regeringer siden Schlüter, og jeg kan garantere for, at der kommer en god løsning i morgen, hvor hverken fugl eller fisk vil få det dårligere af at blive fejet ind under gulvtæppet. Jeg har tænkt mig at trække i arbejdstøjet, men vil ikke stå her og give nogle tal eller forsikringer eller svare ja eller nej, blot stilfærdigt påpege, at det er vigtigt med en nuanceret debat.

Klare og kontante hilsner,
En ansøger