Der kom brev fra… Christiansborg-journalisterne

Kære hjælpsomme folketing,

Vil vil gerne sige mange tak for, at vi stadig må have vores kontorer på Christiansborg, og at planen om at flytte os fem minutter væk fra magtens centrum gik i vasken. (Google Maps siger, det tager to minutter at gå mellem Borgen og de kontorer, vi ville have fået, men de har ikke talt trapperne med!) Vi kan jo ikke undvære nærheden til Snapstinget og forlade os på tilfældige sandwicher fra 7-Eleven.

Men det er selvfølgelig ikke det vigtigste. Langt gladere er vi for bevarelsen af den lune hygge, der er så nødvendig for, at vi kan være offentlighedens evigt bidske vagthund. Hvordan kunne vi gå kritisk til DONG-salget og afsløre bilagsfusk, hvis ikke vi til daglig drak kaffe med de søde og rare mennesker, hvis karrierer vi af og til må lægge i ruiner? Hvordan kunne vi angribe politikerne på en saglig og kritisk måde, hvis vi ikke i forvejen kendte deres børn og nød de hårdt tiltrængte rygepauser med dem?

Vi ved godt, at man kun i meget få andre lande har kontorer til journalisterne i selve landets parlament. Men det er jo fordi, de andre ikke har fattet, hvor vigtigt det er med lidt social konduite mellem landets ledere og deres kritikere. Så mange tak, Christiansborg, for, at vi fik lov at komme ind i varmen igen!

Taknemlige hilsner,
Politiken, Jyllands-Posten, Børsen m.fl.