Der kom brev fra… Amerikanske politibetjente

Kære fortørnede landsmænd,

1
Læs mere
Fold sammen

Vi forstår godt, at I er vrede over episoden i South Carolina sidste uge, hvor en ubevæbnet sort mand bliver skudt i ryggen otte gange af en betjent. Det var da også en smule overdrevet; fire eller fem skud ville have været nok.

Men vi har indtryk af, at I primært er sure, fordi manden var sort, mens betjenten var hvid, og I mener så at kunne se et mønster, hvad angår race og politidrab. Vi synes måske, det er en smule kontraproduktivt at fokusere så meget på hudfarve i en tid, hvor vi burde være kommet videre fra at bedømme folk på deres pigment.

Dog vil vi gerne gøre noget ved jeres bekymringer. Vi er jo til for borgernes skyld.

Derfor er vi i gang med at sikre, at mindst lige så mange hvide som sorte bliver udsat for uberettiget beskydning fra politiet. Allerede i år skal mængden af politiskyderier, hvor hvide mennesker kommer til skade, fordobles, og til 2017 skulle vi gerne komme op på et antal skuddrab, der er proportionelt med mængden af hvide amerikanere generelt.

Vi håber, at vores tiltag vil vække glæde hos både den hvide og afroamerikanske del af befolkningen, og vi er meget lydhøre over for andre etniske grupper, der ønsker en lignende retfærdig behandling fra politistyrken.

Konfliktnedtrappende hilsner,
De amerikanske politibetjente

Fold sammen
Læs mere