Satire om Hitler er bedreend tabu og selvcensur

Er det tilladt at skabe satiriske portrætter af den tyske nazidiktator Adolf Hitler - og andre kontroversielle emner og personer?

Spørgsmålet er aktuelt efter den tyske premiere på filmen »Min Fører - Den virkelig sandeste sandhed om Adolf Hitler«, hvor den jødiske filminstruktør Dani Levy gør grin med den mand, der sendte seks mio. jøder i døden.

Filmen har skabt stor debat i Tyskland, hvor filmkritikerne har jordet filmen og ikke mindst kritiseret filmskaberen for at gøre grin med noget, der er så alvorligt og tragisk i tysk historie.

Dani Levy og andre kunstnere skal selvfølgelig have lov til at latterliggøre Adolf Hitler eller andre fordømte statsledere. Alt andet ville være selvcensur, der vil undergrave både kunsten og demokratiet. Satirens vigtigste opgave er at gøre grin med alt og alle - som Charlie Chaplin, Mel Brooks og nu også Dani Levy gør det.

Sagen falder samtidig med, at den danske filminstruktør Erik Clausen vil instruere en film om Muhammed-sagen. Filmen skal være en kritik af tegnernes satire og såkaldte forhånelse, som han siger: »Det hele starter med en jødevittighed og ender med et gaskammer«.

Men her tager Erik Clausen - og andre med ham - grueligt fejl. Vittigheder og satire er en nødvendighed for de frie demokrati og den kunstneriske frihed. Alternativet er tabubelagte emner, selvcensur og ren berufsverbot. Og det er vel ikke det, Erik Clausen og andre ønsker.