Sarkozy til angreb på møntunionen

Frankrigs præsident bør have klar besked om, at hans økonomiske politik er uacceptabel

Europa har sandelig fået ny fransk præsident. Næppe er Nicolas Sarkozy tiltrådt, før det fyger med udspil om den europæiske økonomiske politik; udspil som kan gøre stor skade på dén finansielle stabilitet, som danske lønmodtagere, forbrugere og boligejere de seneste mange år har nydt godt af - medmindre Sarkozy får et stærkt modspil:

Euro-renten skal ned for at sætte gang i væksten, mener Sarkozy, der åbenlyst ikke har den store respekt for Den Europæiske Centralbanks uafhængighed. Og euroen er for dyr; den skal ned i kurs over for dollaren, så der kan komme mere skub i afsætningen af europæiske varer. Desuden skal EU-kravet om at fjerne underskud på statsbudgettet senest i 2010 blødes op, så der kan blive råd til franske skattelettelser. Prisstabilitet er helt åbenbart ikke det højest prioriterede mål for Sarkozy, og det er fri konkurrence heller ikke, husker vi; for nylig fik han fjernet den frie og lige konkurrence fra EUs formålsparagraf.

Europa skal med andre ord have ny valutapolitik, finanspolitik, pengepolitik og konkurrencepolitik, hvis det står til Frankrigs præsident.

Det gør det så heldigvis ikke, men den venlige accept, som de øvrige euro-landes finansministre mødte ham med tidligere på ugen, da han stillede op i Bruxelles for at præsentere sin økonomiske politik, er ikke god at tage varsler af. Mest opsigtsvækkende har Frankrig ikke tænkt sig at overholde tidsfristen 2010; der kan godt gå et par år mere, før budgettet balancerer, for Sarkozy vil gennemføre nogle skattelettelser, der skal få hans reformprogram til at glide lettere ned. Men finansministrene stillede sig tilfredse med Sarkozys udtalelse om, at Frankrig vil gøre, hvad man kan for at nå målet allerede i 2010 hvilket jo er, hvad man har lovet.

Hvilket bringer os frem til bundlinjen: Frankrigs præsident udtaler åbenlyst, at landet ikke har tænkt sig at overholde de forpligtelser, det selv tidligere har påtaget sig.

Dette løftebrud kommer oven i købet som kulmination på en række politiske udmeldinger, der alle går til angreb på selve fundamentet for møntunionen: ECBs uafhængighed, forbuddet mod yderligere gældsætning og endelig den frie konkurrence.

Det er ikke mere end to år siden, at EU reformerede den såkaldte Stabilitets- og Vækstpagt, hvor medlemslandene blandt andet har lovet hinanden, at de på mellemlangt sigt fra 2010 vil holde op med at gældsætte sig og dermed puste til inflationen. Reformen betød lidt mere snor og lidt mindre stram budgetstyring, så længe der er tale om midlertidige afvigelser fra målet, der skyldes dårlige økonomiske tider.

Men Frankrig har ikke dårlige økonomiske tider. Tiderne har aldrig været så gode som nu; Europa er midt i den længste og mest solide højkonjunktur i moderne tid. Frankrigs problemer med lav vækst og høj arbejdsløshed skyldes manglende arbejdsmarkedsreformer, eller sagt lidt mere kontant: Problemerne skyldes politisk fejhed hos Sarkozys forgængere.

Det skal resten af Europa ikke betale for gennem inflation og konkurrencebegrænsninger. Og det bør Sarkozy få klar besked om.