Kia Picanto er fast inventar på bilsalgets top 20, men det har testholdet ikke megen forståelse for. Designet kan gå an, og betjeningen er let og logisk, men ellers er der drøje hug til den lille sydkoreaner.
Størst utilfredshed er der med kvalitetsoplevelsen. Dørsmæk, knapper, plastikoverflader, gearskifte og sæder er ren discount, vurderer seks ud af testholdets syv medlemmer.
Picanto virker så»tynd« overalt, at en testkører har en ubehagelig fornemmelse af, at bilen vil krølle totalt sammen i et sammenstød, en anden finder begrebet »finish« uforeneligt med Picanto, mens en tredje kort og kontant karakteriserer den lille Kia som en »sardindåse«.
Andre fastslår, at de aldrig kunne finde på at købe en bil, der som Picanto kun har fået tre ud af fem stjerner i en crashtest.
Hvis den koreanske mini stadig står på hjulene efter den svada, er et femte medlem af testholdet klar med slaget, der slår Kia knock-out: »Grim, grå, trist - og så lugter kabinen dårligt,« lyder hendes håndkantslag.
På landevejen er der heller ikke megen kvindelig omsorg at hente for Picanto.
Motoren er sløv og støjer. Affjedringen blød, men også urolig og ukomfortabel. Koblingen svær at dosere og gearskiftet alt for genstridigt, lyder gentagne kritikpunkter. Og det store soltag af stof, der gør denne Sunshine-udgave af Picanto til noget særligt i feltet, gør bare ondt værre med sin støjende blafren allerede ved landevejsfart. Som et par testkørere trøstende konkluderer: »Picanto er nok bedst til bykørsel.«
Alle er enige om, at den lave pris er selve berettigelsen for Picanto. Discount-kvalitet er o.k., når prisen også er i bund. Men man får kun, hvad man betaler for, som flere testkørere nøgternt konstaterer.
En enkelt modig kvinde kommer dog den stærkt forslåede sydkoreaner til undsætning. Til 89.000 kroner for basisudgaven uden soltag er Picanto så billig, at den ender med at fremstå som et godt tilbud, hun godt kunne finde på at sige ja til.
