Samtidskunstens hvem, hvad, hvor

Når nu alle snakker om, at det bobler og syder på den unge danske kunstscene, så er det fantastisk at sidde med en bog, der flyder over af tankevækkende, inspirerende, humoristisk og kritisk kunst – og dermed beviser, at der er noget om snakken.

Årbogen Ny Dansk kunst 07 er en fysisk forlængelse af internetsitet kopenhagen.dk, som i 2005 modtog de Danske kunstkritikeres pris for deres bidrag til at gøre den danske samtidskunst synlig og vedkommende. Kopenhagen er blevet et orienteringspunkt for alle med interesse for samtidskunst. Her får man et samlet overblik over det, der sker lige nu, og har mulighed for at søge i arkivet med pressemeddelelser, interviews og billedreportager. Alligevel er det meget rart – og noget ganske andet – i slutningen af året at sidde med en bog og mindes de gode udstillinger, man så – og dem man ikke nåede at se. Det giver lejlighed til det tilbageblik, man ikke rigtig bruger hjemmesiden til, fordi man her har tendens til at fokusere på det allernyeste.

Bogen udfolder den bredde, som kendetegner samtidskunsten, både hvad angår medier og kunstneriske strategier. Billedsiden er højt prioriteret og suppleret af en overskuelig mængde tekst. I modsætning til sidste år, hvor Ny Dansk kunst udkom for første gang, er denne årbog meget mere læse- og orienteringsvenlig både i struktur og grafisk opsætning. Og small talk siderne med billeder fra de hippe ferniseringer er meget passende flyttet om bagved – de er trods alt kun interessante for inderkredsen selv. Kopenhagens intention er at formidle stoffet i en let og underholdende tone med den faglige integritet i behold, hvilket i mange af teksterne lykkes udmærket. Men eftersom der er mange skribenter, og forskelligartede værker som kræver hver deres type formidling, så er det i en del tekster nødvendigt at have et vist teoretisk begrebsapparat på plads for at kunne følge overvejelserne og referencerne.

Fremtidens kunstnerprofiler
En række bøger, offentlige udsmykninger og kunstudstillinger er blevet udvalgt som særligt markante. Idet Kopenhagen beskæftiger sig med en bestemt del af det danske kunstliv – den del som de selv definerer som krydsfeltet mellem undergrunden og den etablerede scene – er kun et par enkelte udstillinger fra de store museer repræsenteret. Fokus ligger på gallerier og udstillingsrum, hvor den unge kunst og dens aktører lever og regerer. Man skal således ikke forvente at få et bredt indblik i dansk kunst generelt.

Bogen giver et bud på 11 centrale kunstnerprofiler. Her er der selvsagte talenter som Jesper Just, der netop har modtaget Carnegie Art Awards andenpris for sit tvetydigt fortryllende og professionelle filmsprog. Thyra Hilden og Pio Diaz, som i det forgangne år har markeret sig, da de med deres storslåede og dramatiske videoprojektioner satte ild til bl.a. Aros og Vor Frue Kirke. Og så er der kunstnere, som er godt på vej med en international karriere, men stadig ikke er bredt kendt herhjemme, som tilfældet er med Sergej Jensen.

Årbogen tegner også et rids af de mange andre aktører, som er med til at tegne kunstverdenen.

Med spørgsmål til kunståret, der gik, og forventninger til fremtiden, præsenteres nye folk fra udstillingssteder, i bestyrelsesposter, projekter, gallerier og udstillingsrum. Selv om bogen et par steder udtrykker irritation over den store fokus på den kommercielle del af det stadig voksende kunstliv, er det et uomgængeligt faktum, og der er således bagest i bogen interviews samt udvalgte auktionsresultater fra Bruun-Rasmussen og Lauritz.com

Alsidige kritikerrøster
Det er en rigtig god idé at lade en god blanding af nye og gamle kritikerstemmer komme med deres synsvinkel på den forgangne sæson. Mette Sandbye er en af dem, og hun er og bliver en fantastisk formidler. Under overskriften »Politisk kunst sælger« sætter hun fokus på et centralt problem i mediernes forhold til kunst, nemlig at det er skandalerne, der fylder langt størstedelen af den begrænsede spalteplads og sendetid, som er billedkunsten til del. Fra sin centrale plads i kunstverdenen – som forsker, underviser, anmelder og forfatter – udtrykker Sandbye sin irritation over, at det således bliver et yderst snævert udvalg af kunstnere, der trænger bredt igennem, hvoraf en del projekter i bedste fald er uinteressante – i værste fald skadende for forståelsen af samtidskunstens potentialer. Med Uwe Max Jensens utrættelige forsøg på at komme i medierne som grelt eksempel. Kopenhagens årbog vil naturligvis ikke direkte kunne ændre på denne kedelige tendens, men den er et godt eksempel på den nuancering, som samtidskunsten fortjener. Kort sagt: Er du interesseret i ung dansk samtidskunst, er denne årbog et must.