Billedet er entydigt: Jo højere op i pyramiden, desto dårligere er kvinderne repræsenteret. Det er skidt. Ikke bare ud fra en betragtning om værdien af mangfoldighed og ønsket om ligestilling; men fordi det fortæller, at en masse uddannelse og opsparet viden ikke udnyttes godt nok.
En del af forklaringen er, at mange nuværende professorstillinger er blevet besat på et tidspunkt, da der var endnu færre kvindelige kanidater at vælge mellem. Men lur os, om ikke også situationen afspejler et flere steder stivnet hierarki, hvor de gode stillinger tildeles efter Rip, Rap og Rup-metoden, så fornyelsen ikke bliver for markant. Akkurat som det sker i det private erhvervsliv, hvor mangelen på kvindelige topchefer og bestyrelsesmedlemmer også er udtalt. Traditioner og familiehensyn spiller formentlig ind, men børnepasning bør i dag ikke i sig selv være en hindring for en karriere. Snarere kan man som en parallel til den sociale arv tale om en kulturel arv, der åbent eller gedulgt hindrer kvinder i at nå topposterne. Forskere skal som alle andre ansættes på grund af deres kvalifikationer. Men derfor kan man jo godt skele til mangfoldigheden ved nyansættelser. Og måske trænger hele professorsystemet og ansættelsesproceduren til et grundigt eftersyn.
UNORMALPRIS
Digital adgang + avisen lørdag: 59 kr. i 5 uger
