Zornig: »De gik som små voksne og var tomme i blikket«

Da flere hundrede flygtninge i går ankom til Rødby, var der også et stort antal private personer, der tog initiativ til at hjælpe de mange flygtninge. Lisbeth Zornig Andersen er i tvivl, om hun har gjort noget ulovligt ved at hjælpe, men »den glæde og taknemmelighed, som jeg mærkede, er det hele værd,« siger hun.

Lisbeth Zornig Andersen sammen med den flygtningefamilie, hun har hjulpet med en køretur. Lisbeth Zornig Andersen har fået lov af familien til at bringe billedet og givet Berlingske lov til at gengive det. Foto: Privat. Fold sammen
Læs mere

På vejene omkring Rødby på Lolland kunne man i går se flere hundrede flygtninge gå. Mange af dem ville gå den lange vej til Sverige, men for nogle privatpersoner blev det for meget, at flygtningene skulle gå hele den vej.

En af de privatpersoner, der ikke bare kunne lade de mange flygtninge gå videre, var direktør og foredragsholder Lisbeth Zornig Andersen. Efter et foredrag på Lolland kørte hun til Rødby og fulgtes med nogle af flygtningene og talte med politiet for at få et overblik over situationen.

Blandt de flygtninge, hun faldt i snak med, var en familie på seks personer, hvoraf der var to femårige tvillingepiger. De var meget små af deres alder, fortæller Lisbeth Zornig Andersen.

»De gik som små voksne og var helt tomme i blikket. Der var ingen af dem, der græd. De var bare trætte og apatiske,« siger hun om gårsdagens oplevelser og fortæller om en forbipasserende, der stoppede og hev en klapvogn ud af sin bil og gav til dem.

Spontant besluttede Lisbeth Zornig Andersen at tage dem med i sin tomme bil, da hun alligevel skulle til København og ikke kunne få sig selv til at gøre det med en tom bil.

Familien havde været undervejs i 40 dage og var meget tæt på målet: Sverige. De havde oplevet hele turen op gennem Europa og en kæntret gummibåd, hvor de mistede deres ejendele. Det eneste, de holdt fast i, var bamser og tusser til tvillingepigerne.

»Det fortæller for mig noget om, hvad man prioriterer. Det sidste, man slipper, er ting til børnene,« siger Lisbeth Zornig Andersen.

Da hun begyndte at putte børnene og deres familie ind i sin bil, vendte de tilstedeværende politibetjente ryggen til. Om det var bevidst, tør hun ikke sige.

»Det er selvfølgelig et udtryk for, at de ikke vil skabe ballade, men jeg tror også, at de er enige, at de havde gjort det samme,« siger Lisbeth Zornig Andersen.

En lovmæssige gråzone

Når man som privatperson gerne vil hjælpe og køre flygtningene til deres bestemmelsessted, kan reglerne være lidt af en jungle at finde rundt i.

Det var også Lisbeth Zornig Andersens oplevelse, så for at tjekke op på det, bad hun sin mand undersøge det, men det var stadig meget uklart.

»Hvordan kan man tjekke det som civil borger? Jeg ved ikke, hvad det er, jeg skal spørge om. Hvis jeg skal vide, at jeg ikke bryder loven, så skal jeg vide, at jeg skal spørge ind til det,« siger hun.

»Der er så mange ting i det her, men jeg tænker, at det må komme, når det kommer. Jeg er ikke så bekymret, men alle mennesker er selvfølgelig ærgerlige over at bryde loven. Men jeg risikerer så lille en del af, hvad de har risikeret på hele deres rejse, så det går nok. Og den glæde og taknemmelighed, som jeg mærkede, er det hele værd,« siger hun.

Lisbeth Zornig Andersen kørte familien til København, hvorfra nogle i hendes netværk kørte dem videre til Sverige, hvor de nu befinder sig i formentlig Helsingborg, hvor de har familie.

I dag holder Zornig Andersen foredrag i Sønderjylland, hvor hun skal sove til i morgen, men hun afviser ikke, at tage flygtninge med igen.

»Jeg kan ikke sige mig fri fra, at hvis situationen er der, og mennesker og børn er i nød, så vil jeg ikke betænke mig.«

LÆS MERE