Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Det er ikke første gang, at han taler til danskerne.
Han har talt for Folketinget. Han har talt for et fyldt Rådhuspladsen.
Men nu taler Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, for første gang også til og med den danske presse. Det sker på et pressemøde tirsdag 11.30.
Det oplyser Berlingske Media, som huser arrangementet.
Her får danske journalister mulighed for at stille spørgsmål til manden i spidsen for det land, der siden 24. februar har været i krig med Rusland.
»Ukraine befinder sig i en kritisk situation, hvor omverdenen har behov for størst mulig indsigt i krigen og dens konsekvenser,« skriver Berlingske Media i en pressemeddelelse.
»I et demokratisk samfund er pressens adgang til at stille spørgsmål til magthaverne afgørende, og det er prisværdigt, at Volodymyr Zelenskyj stiller sig til rådighed for dansk presse.«
Arrangementet er sat i stand mellem Ukraines ambassadør i Danmark, Mykhailo Vydoinyk, og Berlingske Medias koncernchef og udgiver, Anders Krab-Johansen.
»Vi åbner vores hus for hele dansk presse, så danske journalister kan stille spørgsmål direkte til præsident Zelenskyj,« udtaler Anders Krab-Johansen.
Pressemødet kommer til at foregå på engelsk med løbende oversættelse til og fra ukrainsk.
Præsident Zelenskyj har siden krigens start talt for en lang række af Europas politikere, herunder også de danske, da han 29. marts tonede frem på skærmen i Folketingets Landstingsal.
Præsidenten har også deltaget via storskærm til et arrangement på Rådhuspladsen i anledning af årsdagen for Danmarks befrielse under Anden Verdenskrig.
Hver gang har det gennemgående tema været ønsket om flere og hårdere sanktioner mod Rusland.
Pressemødet bliver streamet og kan ses her på Berlingske.dk klokken 11.30 i morgen.