Ytringsfrihedens rammer: »Generel kritik af islam bliver opfattet som kritik af familien«

Den yngste generation af muslimske efterkommere er ikke tabt, hvad angår muligheden for at lære demokratiske spilleregler. Det siger socialrådgiver Ali Aminali i en kommentar til regeringens rapport om ytringsfrihedens kår.

»Muslimerne skal have tid at lære demokratiske værdier,« mener islamforsker ved Københavns Universitet. På billedet holder Hizb ut Tahrir Skandinavien fredagsbøn på Christiansborg Slotsplads til støtte for dræbte muslimer i Christchurch, New Zealand. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Hvad stiller samfundet op med en befolkningsgruppe, der grundlæggende ikke deler befolkningens generelle syn på demokratiske værdier?

Der er et af de spørgsmål, der rejser sig efter, at regeringen torsdag udsendte en 800 sider lang rapport over ytringsfrihedens rammer og vilkår i Danmark.

Ali Aminali, socialrådgiver

»De yngre bruger islam som en identitetsmarkør, så at de fremstår som stolte muslimer uden at have reel viden om islam og Koranen.«


En befolkningsundersøgelse i rapporten viser, at 76 procent af de adspurgte indvandrere og efterkommere fra Tyrkiet, Libanon, Pakistan og Somalia mener, at det i Danmark bør være ulovligt at kritisere islam. I den generelle befolkning er tallet 18 procent.

Brian Arly Jacobsen, forsker i religion og politik ved Københavns Universitet, mener, at undersøgelsen begår en kategorifejl, idet den sammenligner holdninger hos muslimer med »etniske danskere«, men at undersøgelsen ikke desto mindre peger på en skævhed i holdningen til ytringsfriheden.

»Det fremgår også af tidligere undersøgelser, at muslimer ønsker en »håndbremse« i ytringsfriheden, der omtrent svarer til den blasfemiparagraf, som man afskaffede i 2017,« siger Brian Arly Jacobsen.

Han mener, at man kan pege på flere årsager til den lavere tilslutning til ytringsfriheden blandt danske muslimer. Det er givet, siger han, at der findes muslimer i Danmark, der føler et pres som følge af den kritik, der rettes af politikere og mediedebattører mod muslimer og mod islam – disse muslimer ønsker typisk begrænsninger på ytringsfriheden. Indvandrernes baggrund i andre lande og kulturer er også en faktor, siger forskeren.

»Mange muslimske indvandrere kommer fra lande med langt flere restriktioner i forhold til ytringsfriheden og færre demokratiske rettigheder end i Danmark. De skal have tid at lære demokratiske værdier,« siger Brian Arly Jacobsen.

Det gælder også efterkommere af indvandrere fra muslimske lande, for selv om Ytringsfrihedskommissionen ikke skelner mellem indvandrere fra muslimske lande og efterkommere af indvandrere fra muslimske lande, er der andre undersøgelser, der viser en vis spill over-effekt i holdningerne fra indvandrere til efterkommere.

»Det gælder ikke bare spørgsmålet om ytringsfrihed, men også eksempelvis i holdninger til homoseksualitet og spørgsmål om seksuel frihed,« siger Brian Arly Jacobsen.

Brian Arly Jacobsen mener ikke, at det er muligt at »tvinge« indvandrere og efterkommere til en mere liberal holdning til ytringsfriheden.

»Hvis man ønsker en større homogenitet i befolkningens holdninger til demokrati og ytringsfrihed, bør indsatsen ske i folkeskolen. Det er en god idé at holde øje med meningskløfter i befolkningen, da de senere kan blive dybere og endnu mere alvorlige. Her spiller folkeskolen en central rolle for at sikre, at indvandrere og efterkommere kommer til at dele de samme værdier, som vi har, i spørgsmål om alt fra uddannelse, arbejdsmarked og demokratiske rettigheder,« siger Brian Arly Jacobsen.

Han fremhæver samtidig, at der er en stor del af det muslimske mindretal, der ønsker samme form for ytringsfrihed og ret til religionskritik som resten af befolkningen, og nævner i den forbindelse kendte ledende muslimer som Sherin Khankan og Naveed Baig som personer, der aktivt arbejder for at skabe en harmonisering af islam og vestligt demokrati. Målet for en indsats for større forståelse af de demokratiske værdier behøver ikke resultere i en total udligning af alle forskelle, siger forskeren.

»Der er en tradition i Danmark for at religiøse mindretal kan indrette sig efter deres egne traditioner og opfattelser om det, der eksempelvis angår familieforhold og i spørgsmål om seksualitet,« siger Brian Arly Jacobsen.

En »muslimsk« definition på ytringsfriheden som den man finder på Islam.dk, hvor ytringsfriheden er betinget af den kun bruges til »udbredelse af dyd og sandhed og ikke for at sprede ondskab og dårligdom«, mener han dog ikke er kompatibel med den danske samfundsmodel.

»En sådan definition ville jo kunne bruges til at fjerne al kritik af religion, sådan som det er tilfældet i fundamentalistiske systemer som Saudi-Arabien og Pakistan. Men det kunne også blot føre til et ønske om at genindføre en blasfemiparagraf, som den der blev afskaffet i 2017,« siger Brian Arly Jacobsen.

Uvelkommen kritik

Ali Aminali, socialrådgiver, forfatter og medlem af Det Konservative Folkeparti, har arbejdet i Aarhus’ muslimske miljøer og været i kontakt med andre lignende miljøer i årevis. Han nikker genkendende til uviljen mod kritik af religion.

Ældre indvandrere kommer ofte fra mellemøstlige kulturer, hvor man generelt ikke kritiserer religion, og dette gælder forsåvidt både muslimer og kristne. Man har »internaliseret« kulturen og bragt den med til Danmark, og selv om man sagtens kan forstå principperne i demokrati og ytringsfrihed, sætter man grænsen ved kritik af religion, siger han.

»Religionen er så dybt indlejret i personerne og familierne, at en generel kritik af islam bliver opfattet som kritik af ens person og af ens familie, og af den grund er man imod kritik af religion,« siger Ali Aminali.

Dette gælder også for ældre indvandrere, der egentlig ikke er dybt engagerede i religionen, og som også tager afstand fra ekstreme islamistiske udtryk som stening, siger Ali Aminali.

»For eksempel har jeg mødt ældre afghanere med moderate religiøse holdninger, der tager afstand fra kritik af ekstreme fundamentalister som Taleban, fordi de opfatter enhver form for kritik som en kritik af deres egen tro,« siger Ali Aminali.

Uviljen mod religionskritik finder man ikke kun blandt den ældre generation. Tidligere undersøgelser af holdningerne hos muslimer viser, at en stor del af efterkommerne af indvandrere fra muslimske lande, »2. g’erne«, også er imod religionskritik.

»De yngre bruger islam som en identitetsmarkør, så de fremstår som stolte muslimer uden at have reel viden om islam og Koranen. For unge mænd kan det at forsvare islam mod kritik i konfrontationer med Rasmus Paludan og andre på højrefløjen næsten være et maskulinitetsideal. Troen er også rygraden i mange muslimske familier, og derfor kan det være svært at adskille religion og familiestruktur. Man mangler dannelsen og redskaberne til at kritisere religionen som et område for sig,« siger Ali Aminali.

Han mener, at folkeskolen bør være det helt centrale omdrejningspunkt, når det handler om at give unge mulighed for aftabuisere religionen, så at den kan underkastes kritiske undersøgelser som alt muligt andet.

»Min fornemmelse er desværre, at folkeskoler og gymnasier er berøringsangste, når det handler om religiøse spørgsmål, og jeg erkender blankt, at det også er en stor mundfuld for den enkelte lærer at tage ømtålelige religiøse spørgsmål op i en skoleklasse med mange elever fra en muslimsk baggrund. Alligevel er jeg sikker på, at vi kan lære de unge, at det er ok at kritisere en hvilken som helst religion eller tegne karikaturer, hvis det er det vi vil,« siger Ali Aminali.

Han fremhæver, at den yngste generation i dag har overvundet sprogbarrieren og taler dansk som etniske danskere, og på samme måde tror han, at den yngste generation vil kunne lære sig »ytringsfrihedens sprog«.

Dog advarer han samtidig imod dem der i muslimske miljøer prædiker imod ytringsfriheden, idet de har en stor indflydelse, der ikke må undervurderes, særligt ikke i en tid, hvor flere unge piger opnår en form for frigørelse i uddannelsessystemet. Modstanderne af ytringsfriheden nyder nemlig godt af berøringsangsten, og hvis det danske skolesystem ikke udfordrer deres modstand mod ytringsfriheden, så ender vi med at miste en procentdel af de unge muslimer, siger han.

»Gør religionskritik til et obligatorisk fag i skolen, så de kan få dannelse og kritisk sans til at forsvare sig selv med,« siger Ali Aminali.

Ytringsfrihedskommissionens formand, Nils Bernstein, forklarer, at det ikke har været hensigten med rapporten at undersøge årsagerne til forskellen i holdningerne. Sammen med de øvrige forfattere til rapporten har han dog efterlyst en større indsats i Danmark for at værne om ytringsfriheden. Han har selv et bud på, hvor man bør sætte ind for at højne forståelsen af og respekten for ytringsfriheden:

»Ud fra undersøgelsen kan man se, at hele befolkningen vurderer ytringsfriheden højt, men at man generelt er mest enig i vigtigheden af ytringsfriheden, når det gælder folk, man i forvejen deler meninger med, hvorimod accepten af andres ytringsfrihed bliver mindre, når det er synspunkter, man ikke er enige i. Derfor bør man højne forståelsen af, hvor ytringsfriheden er allervigtigst, nemlig der hvor man er uenige, og hvor der er behov for at få diskuteret tingene,« siger Nils Bernstein.